Voldsomt røveri: - Prøvede at torpedere os

Personalet er okay, efter et ubehageligt røveri på Fyn

ABC i Glamsbjerg har fået en hård start på weekenden. Foto: Privat
ABC i Glamsbjerg har fået en hård start på weekenden. Foto: Privat

Drama udspillede sig lørdag formiddag i supermarkedet ABC i Glamsbjerg.

To unge mænd havde sat sig for at røve butikken.

- Da vi konfronterede dem, som vi plejer at gøre det, så blev de voldelige. De gav en af mine kollegaer et ordentligt skub. En af kunderne, som prøvede at hjælpe med at holde dem tilbage, blev også skubbet, fortæller daglig leder i butikken Chris Borg.

- Vi løb efter dem ud til bilen for at få fat i en nummerplade, og der gassede de helt vildt op og prøvede næsten af køre min kollega og kunden ned. På vej ud af butikken torpederede de to andre kunder.

Trods tumumlt og drama tager man det i butikken med oprejst pande.

- Det var ret voldsomt, men vi er okay.

Se også: Politi efterlyser karakteristisk bil efter røveri

En dårlig plan
Chris Borg fortæller, at det ikke var nogen drenge, som man kendte til i forvejen.

- Vi har aldrig set dem før, men de rendte rundt og spurgte om alle mulige mærkelige ting inde i butikken. Noget, som sådan nogle drenge ikke tænker på, siger han

- De spurgte blandt andet om vådservietter for at aflede vores opmærksomhed.

Så de havde nærmest lagt en plan?

- Ja, det virkede sådan. Men det var godt nok en dårlig plan.

Politiet efterlyser i forbindelse med røveriet en lyseblå Nissan Micra.