Voldsomt trafikuheld: Bil røg over autoværnet på motorvej

En bil røg over autoværnet og over i modsatte vejbane på Sydmotorvejen fredag aften

Fredag aften klokken 21.41 fik Sydsjællands og Lolland-falsters politi en melding om et trafikuheld på Sydmotorvejen ved Tappernøje.

- De har rigeligt at se til derude, så det er ikke voldsomt mange oplysninger vi har fået ind, siger vagtchef Ove Christoffersen.

Han fortæller, at der er flere biler impliceret, men der er ikke sket alvorlig personskade ifølge de første oplysninger.

- Men vi har ikke helt styr på det endnu, fordi det er begrænset, hvad de har meldt tilbage, de patruljer vi har sendt. Umiddelbart ser det ud til, at der sker et færdselsuheld mellem to biler. Om det er i nord eller sydgående retning har jeg ikke styr på.

- Den ene af de to biler ryger over autoværnet og over i den modsatte kørebane på motorvejen, og rammer et par biler derovre også, oplyser vagtchefen.

Et stykke af motorvejen er spærret.