Voldtægtsdømt naturlæge tiltalt for kvaksalveri

En 62-årig mand har ifølge politiet fjernet kønsvorter med en skalpel på en kvinde, selv om manden ikke har autorisation som læge. I flere andre tilfælde har manden på lignende vis foretaget operative indgreb

En 62-årig tidligere voldtægtsdømt naturlæge sidder torsdag på anklagebænken ved Retten i Roskilde i ny sag om operative indgreb på patienter i mandens klinik i Jyllinge. (Foto: Per Rasmussen)
En 62-årig tidligere voldtægtsdømt naturlæge sidder torsdag på anklagebænken ved Retten i Roskilde i ny sag om operative indgreb på patienter i mandens klinik i Jyllinge. (Foto: Per Rasmussen)

I juni 2013 blev en i dag 62-årig alternativ behandler idømt et års fængsel for et halvt års tid forinden at have voldtaget en 30-årig svækket kvindelig patient, som han havde i behandling i sin klinik i Jyllinge.

Han var taget på hjemmebesøg hos kvinden i Gentofte og skulle have behandlet hende for mavesmerter, diskusprolaps og lungebetændelse, som hun i forvejen fik penicillin for. I stedet skubbede han hendes ben fra hinanden, lagde sig ovenpå hende og holdt hende fast under en voldtægt, slog Retten i Lyngby fast under retssagen.

Nu sidder manden så på anklagebænken igen.

Midt- og Vestsjællands Politi har tiltalt manden for kvaksalveri, fordi han ifølge politiet har foretaget operative indgreb på flere af sine patienter.

Manden er tiltalt for at have overtrådt autorisationsloven og har også ifølge anklager Britt Rønne udgivet sig for at være læge.

- Når man læser anklageskriftet, kan man godt kalde det for kvaksalveri, siger Britt Rønne til Ekstra Bladet.

Det er endnu uklart, hvordan den 62-årige forholder sig til tiltalen.

Se også: Naturlæge dømt for voldtægt af patient

Fjernede kønsvorter med skalpel
Ifølge anklageskriftet har den 62-årige lokalbedøvet en kvinde, hvorefter han fjernede kønsvorter fra underlivet og knuder fra buksekanten med en skalpel.

En anden kvinde har på samme måde fået fjernet en knude.

Den 62-årige har også haft to mænd i behandling, hvor han fjernede talgkirtler med en skalpel, ligesom han gav dem flere indsprøjtninger.

Midt- og Vestsjællands Politi var allerede klar til at føre sagen mod naturlægen i juli 2013, men har haft sat sagen i bero i en periode. Det skyldtes, at anklagemyndigheden havde vanskeligt ved at få forkyndt sagen for ham.

- Vi havde en opfattelse af, at manden var rejst ud af landet, men så bliver vi bekendt med, at han stadig er i Danmark, siger Britt Rønne.

Men manden har jo afsonet en fængselsstraf i Danmark. Så er det vel ikke muligt at forlade landet?

- Det er så også det, vi bliver opmærksomme på, og det er årsag til, at sagen først kommer for retten nu, forklarer Britt Rønne.

Under voldtægtssagen nægtede naturlægen al kendskab til voldtægten af den 30-årige kvinde. Han erkendte i retten at have været på sygebesøg, men nægtede at have forgrebet sig på anden vis end lægeligt på kvinden.

Der er indkaldt fem vidner til den nye retssag, som afvikles ved Retten i Roskilde torsdag 3. september.