Voldtægtsoffer vaskede tøj, da hun kom hjem

En 36-årig mand sidder i dag på anklagebænken i retten i Glostrup tiltalt for at bedøve og voldtage en 20-årig pige.

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): I dag sidder en 36-årig mand på anklagebænken i retten i Glostrup, tiltalt for at have bedøvet og voldtaget en 20-årig pige.

I retten er det i dag kommet frem, at den tiltalte og offeret kendte hinanden gennem det lokale fitnesscenter, hvor de begge arbejdede og trænede.

Den 20-årige, der lider af en spiseforstyrrelse, trænede ifølge flere vidner alt for meget og henvendte sig til den nu tiltalte mand, fordi han skulle hjælpe hende med en træningsskade.

Ifølge offerets mor og stedfar der begge har vidnet i retten i dag, aftalte den tiltalte og offeret at mødes i den tiltaltes kærestes lejlighed, hvor han har en massagebriks, og angiveligt behandler flere patienter.

Den tiltalte startede med at give offeret nogle piller, som hun skulle tage for at få musklerne til at slappe af, inden han skulle behandle hende.

Efter 10 minutter blev offeret så dårlig, at hun bad om at ligge ned. Det næste hun husker er, ifølge hendes mor og stedfar, at hun vågner i soveværelset uden bukser på.

- Det undrer hende, at hun ikke har bukser på. Hun trækker dem op igen, og falder derefter i søvn igen med det samme, forklarede pigens mor.

Pigen er ifølge en retsmedicinsk undersøgelse bedøvet af en form for sovemedicin.

Det næste offeret husker er, at hun vågner, mens hun er ved at blive voldtaget.

- Næste gang hun vågner, ligger han bag hende og har tissemanden inden i hende, forklarede pigens mor, tydeligt påvirket.

Se også: Tiltalt for voldtægt: Jeg betragtede hende som min lillesøster

Voldtægtsoffer lider af spiseforstyrrelse
Ifølge anklageskriftet fandt overgrebet sted mellem kl. 19.00 - 02.00 aftenen mellem den 14. og 15. juli i år.

Da det 20-årige offer igen kommer hjem er klokken, ifølge hendes stedfar der vågner ved at døren går op, omkring kl. halv tre. Han går ind i stuen og finder sin steddatter.

- Hun virkede nærmest fuld, og gik ud i køkkenet og smurte en makrelmad med et kæmpe lag mayonnaise. Det er altså ikke normalt, når man har en spiseforstyrrelse, forklarede pigens stedfar i retten.

Han fortalte også, at pigen satte en vask over. Det undrede ham, da det var midt om natten. Anklageren spurgte i den forbindelse, om det var det tøj, hun havde på da hun kom hjem, som hun vaskede.

- Det kan jeg faktisk ikke huske, det undrede mig bare at hun satte en vask over så sent, forklarede han i retten.

Voldtægtsoffer råbte, at hun ville hjem

Ifølge offerets mor var datteren ikke tryg ved, at hun skulle hjem til den tiltalte i hans kærestes private lejlighed.

- Jeg vidste godt, at de skulle mødes, og at hun ikke var helt tryg ved, at det skulle være derhjemme, men hun ville rigtig gerne have hjælp til sin skulder, forklarede pigens mor.

Pigen fik, ifølge hendes mor, besked om, at der var andre, der skulle behandles hos manden samme dag, og hun overbeviste derfor sig selv om, at det så ikke var så underligt, at hun skulle tage hjem til ham privat.

Den tiltalte nægter sig skyldig i voldtægt og nægter, at have givet offeret sovemedicin.

1 af 2 
2 af 2