Voldtaget og fanget i 53 dage: Det var et helvede

Tina Nielsen stod frem i Station 2 Special her til aften. Til Ekstra Bladet fortæller hun her, hvordan hun har det i dag og hvordan hun forsøger at komme videre med en uddannelse

Se interviewet med Tina Nielsen her (Foto: Per Rasmussen)

Tina Nielsen og hendes to døtre på dengang 10 og 12 år levede 53 dage i et uhumsk og uhyggeligt helvede. Holdt fanget af Tinas daværende kæreste i en campingvogn uden toilet og vand og i en stank af afføring fra to hunde, der sjældent blev luftet.

Her blev døtrene vidner til, at deres mor blev udsat for grusom vold næsten dagligt, mens 36-årige Tina Nielsen om natten også blev udsat for utallige voldtægter og pinsler ved at få stukket metalgenstande op i underlivet.

Sådan lyder nogle af anklagerne mod ekskæresten, der i april sidste år blev idømt tre et halvt års fængsel i byretten for blandt andet vold, voldtægt og frihedsberøvelse over en periode fra foråret 2013 til efteråret 2014. Han nægter sig dog skyldig og har anket dommen til landsretten.

Tina Nielsen stod her til aften frem i Station 2 Special-serien ’Når kærlighed bliver til voldtægt’ og fortalte sin historie for at bryde voldtægtstabuet. Hun beskriver tiden i campingvognen som et helvede.

- Vi fik ikke mad hver dag, og vi havde ikke adgang til toilet og bad. Vi måtte gøre de ting, vi skulle, på en spand. Jeg tabte 30 kilo på de 50 dage, for når jeg fik noget mad, så gemte jeg det til børnene, for at være sikker på, at der var til dem, siger hun til Ekstra Bladet.

’Det overlever jeg ikke’
Campingvognen var delt op med et gardin, så pigerne havde deres egen afdeling.

- Men de var jo ikke i tvivl om, hvad der skete, konstaterer hun.

Tina Nielsen ses her med sine to døtre i baggrunden. Der er lavet en forældreevneundersøgelse efter straffesagen, der har konkluderet, at børnene har det bedst ved at være hos hende. Foto: Per Rasmussen
Tina Nielsen ses her med sine to døtre i baggrunden. Der er lavet en forældreevneundersøgelse efter straffesagen, der har konkluderet, at børnene har det bedst ved at være hos hende. Foto: Per Rasmussen
 

Hun beskriver ekskæresten som sød og kærlig i starten, men han ændrede sig hurtigt til en kontrollerende satan, der krævede, at hun konstant skulle sende ham fotos af sig selv, så han kunne se, hvor hun var. Det udviklede sig til vold.

- Første gang han voldtog mig, tog han kvælertag på mig, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det her overlever jeg ikke, siger hun.

Alt i en siger, at hun burde være skredet ved det første slag. Men hun formåede ikke at sige fra, før det var for sent.

Hun troede på ham, når han græd og sagde, at det skulle blive anderledes. Eller hun turde i hvert fald ikke gå af frygt for, hvad han ville gøre. Derfor gik hun også med til at tage med på ’påskeferie’ i campingvognen med Tinas to døtre og to hunde i april 2014.

Bange for at anmelde
Rent fysisk kunne hun godt forlade campingvognen, fordi han var væk i perioder, men hun følte sig psykisk lænket fast af skræk. Som det fremgår af anklageskriftet, truede han med, at hun ’skulle huske, hvem han kendte’, og at hun ville fortryde det, hvis hun meldte det.

- Han sagde, at de nok skulle finde mig og gøre det af med mig, fortæller Tina Nielsen.

Selv da de endelig stak af, efter Tinas mor gik til politiet, tøvede hun med at anmelde ham.

Da Tina Nielsen blev undersøgt af en læge, sagde han, at hun havde været heldig - at hun burde have været død af de skader, hun havde. Foto: TV 2
Da Tina Nielsen blev undersøgt af en læge, sagde han, at hun havde været heldig - at hun burde have været død af de skader, hun havde. Foto: TV 2

- Jeg var rigtig bange for, hvad der ville ske. Det kunne være, at jeg blev taget fra mine børn. De er godt er klar over, at det her ikke var noget, jeg havde valgt for dem – at jeg var bange og prøvede på at beskytte os. Jeg tænkte jo, at det var bedre, at det gik ud over mig end børnene og dyrene, siger Tina Nielsen, der ikke kommer fra de stærkeste sociale kår.

Dybe ar i underlivet
I dag, knap to år senere, kæmper hun stadig med både fysiske og psykiske eftervirkninger.

Hun har stadig dybe ar og smerter i underlivet, og hun har ikke haft en kæreste siden.

- Jeg stoler ikke på mænd. Hvis det bliver anderledes, så bliver det ikke inden for det næste år. Jeg skal heller ikke bo sammen med nogen igen. Jeg skal have mit eget fristed, siger hun.

Men selvom det er mod alle odds, så kæmper hun for at komme oven på igen. Hun er netop startet med at læse til socialrådgiver og vil gerne arbejde på krisecenter. Hun har også stået bag indsamlinger til det krisecenter, hun var på, for at føle, at hun giver lidt tilbage.

- Der er nogen, der er meget overrasket over, at jeg overhovedet har overskuddet. Og ja, det er hårdt, men det hjælper ikke at sidde inden for sine egen fire vægge. På den måde kommer du ikke videre. Og jeg er især nødt til at komme videre, fordi jeg har børn, siger hun.

Men samtidig er hun også bevidst om, at alle planerne kan blive smadret igen. At kontrollen over hendes eget liv kan blive inddraget, når ekskæreste kommer ud igen. For hun er overbevist om, at han vil opsøge dem igen.

- Det glæder jeg mig ikke til. Både mig og mine børn er forberedt på, at vi måske skal smutte. Vi har endnu ikke pakket alt ud, siger hun.

- Jeg prøver at få hverdagen til at hænge sammen på bedste måde, men det er aldrig noget, jeg kommer over. På et tidspunkt lærer jeg måske at leve med det, siger hun.

Station 2 Special kan ses på TV 2 Play.

Anklager: En rædselsfuld sag

Mishandlingen af Tina Nielsen er en af de sager, der har gjort indtryk på den garvede anklager Jeanette Wincentz Andersen, der førte byretssagen mod Tina Nielsens 35-årige ekskæreste i april sidste år.

– Det er sådan en sag, der har gjort indtryk, og jeg kan huske den lige så tydeligt, fordi den var så rædselsfuld, siger hun.

I retten nægtede ekskæresten sig skyldig og forklarede blandt andet Tina Nielsens skader i underlivet med, at de bare havde dyrket hård sex.

– Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Hun stak alle mulige ting op i sig selv, mens hun puttede kokain på genstandene. Men jeg har aldrig voldtaget hende, forklarede han, ifølge Ritzau.

Han blev idømt tre et halvt års fængsel, men ankede dommen på stedet. Den skal for Østre Landsret d. 31. maj.

I byretten blev der afspillet en videoafhøring af den yngste, mens den ældste afgav forklaring i retten, fordi hun ikke havde ønsket at blive videoafhørt. Men hun brød grædende sammen undervejs, da hun skulle forklare om den vold, hun har været vidne til.

Anklageren fortæller, at døtrene har været i skole nogle af dagene under frihedsberøvelsen, men selvom det virker uforståeligt, at Tina Nielsen ikke benyttede den chance for at råbe om hjælp eller stikke af, så undrer det ikke anklageren.

– Det var simpelthen, fordi hun var skrækslagen, fordi hun fik tæsk, hver gang hun havde været væk. Han har haft et psykologisk greb på hende på en eller anden måde. Det var rigtig grimt, siger anklageren, der også rejste tiltale for, at ekskæresten gjorde Tina tavs ved at true med vold og ’du skal huske på, hvem jeg kender’.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere