Voldtaget til karneval: Politiet mangler vidner

En 21-årig kvinde blev lørdag eftermiddag voldtaget under karnevalet i Aalborg

En 21-årig kvinde fortalte lørdag politiet, at hun var blevet voldtaget under karnevalet i Aalborg. Gerningsmanden er søndag ikke fundet.

Det oplyser vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi.

- Vi kommer nok til at bruge noget tid på at efterforske sagen i den kommende uge, fortæller vagtchefen.

Søger vidner
I forbindelse med politiets efterforskning skal der foretages en række undersøgelser, og videoovervågning fra området skal kigges igennem, men de hører også gerne fra eventuelle vidner.

- Vi har ikke fået nogen nye henvendelser, så man må meget gerne ringe til os, hvis man har set noget, siger Poul Fastergaard.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.

Mor ringede til politiet
Ifølge kvinden blev hun lørdag eftermiddag antastet af en ukendt mand, som hev hende ind i et buskads i Kildeparken tæt på viadukten under jernbaneskinnerne ved Aalborg Banegård.

Her blev den 21-årige kvinde ifølge politiet udsat for fuldbyrdet voldtægt.

Efterfølgende flygtede kvinden, som er bosat i Aalborg, fra karnevalet og hjem til sin mor, som anmeldte voldtægten.

Sparsomt signalement
Kvinden har undergået undersøgelser for sædelighedsforbrydelsen, og efterforskere er i færd med blandt andet at granske videomateriale.

Det er dog et sparsomt signalement, som kvinden kunne give af sin overfaldsmand. Der er tale om en mand i alderen 30-40 år. Han har formentlig udenlandsk udseende.

Det er ikke præciseret i anmeldelsen, hvad der menes med udenlandsk udseende.

11 anholdte i andre sager
85.000 mennesker deltog i år i optoget til Aalborg Karneval.

Foruden anmeldelsen om voldtægten har der også været et overfald, hvor en mand er blevet stukket med en knust flaske. I den sag er en 22-årig mand anholdt og sigtet for grov vold. Offeret er uden for livsfare.

I alt er 11 personer blevet anholdt i forskellige sager under karnevallet, mens 90 personer er blevet taget med narko på sig.

Se også: 11 anholdte, 90 narkosager og en voldtægt: Her er politiets status over karneval

Skærm

Hent flere
Hent flere