Vollsmose-drab: Mand anholdt

En 25-årig mand er nu anholdt i sagen om drabet på den 31-årige borger

Fyns Politi har fredag anholdt en 25-årig mand. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Fyns Politi har fredag anholdt en 25-årig mand. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Fyns Politi har fredag anholdt en 25-årig mand fra Odense, der er i den forbindelse er blevet sigtet for medvirken til manddrab 25. juni i år.

Den anholdte er mistænkt for medvirken til det manddrab, der kostede en 31-årig uskyldig borger livet, fordi han tilfældigt befandt sig i skudlinjen i forbindelse med en skudveksling mellem to stridende grupperinger.

Politiet forventer, at dagens anholdelse er den første af flere i sagen, hvor også en 31-årig mand med tilknytning til den ene af de to stridende grupperinger blev ramt og såret af skud.

- Jeg kan ikke komme ind på detaljer i efterforskningen, men vi har nu lagt så mange brikker i puslespillet, at jeg ikke er i tvivl om, at vi meget snart anholder flere i sagen. Som vi tidligere har fortalt, har vi en meget klar formodning om, hvem der afgav det dræbende skud, nemlig den ret lave mand på billederne fra tunnelen. Vi er faktisk ret sikre på, hvem han er, og derfor har vi lige nu vores søgelys rettet mod ham, siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

Af hensyn til den fortsatte efterforskning kan han ikke komme yderligere ind på, hvad politiet bygger sine formodninger på.