Vrede muslimer på gaden: Vi truer ikke minister

Omkring 300 tilhængere af den ekstreme islamiske organisation Hizb ut-Tahrir var lørdag eftermiddag samlet i København for at protestere mod tvangsfjernelser

Hizb-ut-tahrir har udråbt Manu Sareen til at være fjende af Allah. Foto: Tariq Mikkel Khan.
Hizb-ut-tahrir har udråbt Manu Sareen til at være fjende af Allah. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Mere end 300 muslimske ekstremister mødte lørdag eftermiddag op på Rådhuspladsen i København til protestforsamling under overskriften 'Stop overgrebene mod muslimske familier i Danmark'.

Protesten var arrangeret af Hizb ut-Tahrir, der har set sig vrede på danske politikere og særligt Manu Sareen, efter en 15-årig dreng blev fjernet fra sin muslimske familie af frygt for radikalisering. Manu Sareen har efterfølgende udtalt, at tvangsfjernelser i nogle tilfælde er et fornuftigt middel til at forebygge radikalisering.

Muslimske mænd og kvinder samt bevæbnet politi var mødt op på Rådhuspladsen. Imens kvinderne kiggede med fra sidelinjen, stod mændene i samlet flok med skilte og lyttede til taler, der indimellem blev afbrudt af et fælles opråb: 'Allahu Akbar' - Gud er størst.

Fjende af Allah
Hizb ut-Tahrir, der er modstander af demokrati, har efter Manu Sareens udtalelse om tvangsfjernelser udråbt ham til at være fjende af Allah.

- Det er et begreb, man bruger, når man erklærer krig mod islam og muslimer. Så bliver man per definition også en fjende af Allah, som jo er hævet over alle muslimer, fortæller Junes Kock, talsmand for Hizb ut-Tahrir Skandinavien, til Ekstra Bladet.

Manu Sareen beskriver selv udmeldingen fra Hizb ut-Tahrir som ganske alvorlig set i lyset af den baggrund, udmeldingen kommer fra.

- Jeg tænker både på Charlie Hebdo og det skyderi, der har været i København. Hele den udvikling vi har set i 2014 med unge mænd, der har følt sig kaldet til at drage til Syrien. Det er meget alvorligt, og Hizb ut-Tahrir  er med i hele den ramme. Desværre er der unge mennesker, der lytter til dem, siger Manu Sareen til Ekstra Bladet.

Se også: Manu udråbt til anti-muslim: Det er alvorligt

Ikke en trussel
Ifølge Junes Kock bliver Manu Sareen udråbt til fjende af Allah, fordi hans udmelding er et angreb mod muslimske familier.

- Hvis man ser på definitionen på, hvornår man er radikaliseret eller ekstrem, så kan man se, at det er helt basale islamiske koncepter, der bliver kriminaliseret. Det føler vi er et direkte angreb på helt almindelige muslimske familier.

Er det en trussel mod Manu Sareen?

- Det må aldrig opfattes som en trussel mod ham eller en opfordring til, at andre skal true ham. Vi markerer meget skarpt, at det er fuldstændig uacceptabelt, at muslimske forældre ikke må opdrage deres børn efter islamiske værdier og præmisser. Ligesom alle mulige andre forældre prøver de at give deres børn de værdier og livssyn, som de selv er overbeviste om.

1 af 2 
2 af 2 Hizb-ut-tahrir har udråbt Manu Sareen til at være fjende af Allah. Foto: Tariq Mikkel Khan.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere