Vuggestue-ansat sigtet efter fire børn brækkede benene samme dag

En 25-årig ansat i en vuggestue i Florida er sigtet for vanrøgt af fire børn

25-årige Christina Marie Curtis er løsladt mod kaution, men sigtet for vanrøgt af fire drenge mellem 13 og 21 måneder. Foto: Politifoto
25-årige Christina Marie Curtis er løsladt mod kaution, men sigtet for vanrøgt af fire drenge mellem 13 og 21 måneder. Foto: Politifoto

25-årige Christina Marie Curtis fra Fort Walton i Florida er blevet sigtet for vanrøgt, efter fire små børn brækkede benene på hendes arbejdsplads, vuggestuen Kids Discovery Learning Center, 21. maj.

Det skriver blandt andre CBS Miami og Panama City News Herald.

Den 25-årige blev anholdt i forbindelse med sagen i sidste måned, men blev løsladt mod kaution. Nu er hun imidlertid blevet sigtet.

'Kastet hurtigt gennem luften'
I politiets rapport fra anholdelsen fremgår det, at de fire børn, alle drenge i alderen 13 til 21 måneder, havde været sunde og raske om morgenen, men senere på dagen havde haft svært ved at gå eller stå.

Læger undersøgte børnene, og vurderede, at de alle havde brud på deres ben.

Overvågningsoptagelser fra den pågældende dag viser angiveligt Christina Marie Curtis gå rundt med et af børnene, en 18 måneder gammel dreng, mens hun holder hans hænder over hans hoved. I politiets rapport mener ordensmagten, at den 25-årige har 'kastet ham hurtigt gennem luften'.

'Da han blev samlet op, var hans fødder og ben i vejret, og blev kastet med fødderne først ned i en trækvogn. Andre børn blev placeret i vognen og trukket med ud, lyder det ifølge Panama City News Herald, som Daily Mail citerer. 

Christina Marie Curtis er fortsat løsladt mod kaution, mens hun afventer en høring i forbindelse med sigtelsen for vanrøgt af de fire små drenge. I mellemtiden er hun blevet frataget retten til at have kontakt med børn og må heller ikke arbejde på børneinstitutioner eller skoler.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere