Yahya slog mig to gange i ansigtet

Den unge mand, der anmeldte Yahya Hassan, siger, han fik to knytnæveslag i ansigtet

(Foto: Finn Frandsen/Polfoto)
(Foto: Finn Frandsen/Polfoto)

EKSTRA BLADET (Retten i Aarhus): Provo-digteren Yahya Hassans forklaring i Retten i Aarhus drages i disse minutter i tvivl af den unge mand, der ifølge anklagemyndighedens tiltale mod den 19-årige dansk-palæstinenser blev slået to gange i ansigtet.

- Jeg og to kammerater kom i mine forældres bil til spisestedet Ali Baba for at hente noget mad, da vi mødte Yahya Hassan og hans to livvagter ude foran, fortæller NI (hans identitet er Ekstra Bladet bekendt, red.).

Se også: Yahya Hassan tiltalt for vold: Jeg blev kaldt svin og hund

Spurgte digter om det var pengene værd
Forud for det, NI og kammeraterne over for politiet kaldte et tilfældigt møde, havde Yahya Hassan stået højt på mediernes dagsorden med sin provokerende digtsamling.

- Jeg kender Yahya perifert og spurgte ham, om det havde været alle pengene værd at skrive sådan om sin religion og sin familie. Yahya svarede ikke, men slog i stedet ud efter mig, fortæller NI i retten.

Ifølge NI og hans ene kammerat, som også er indkaldt som vidne, kom de to livvagter fra PET hurtigt imellem ved at lægge NI ned på asfalten og føre Yahya Hassan væk fra stedet.

- Yahya ramte mig to gange med knytnæve i ansigtet, siger NI, der den følgende aften anmeldte Yahya Hassan til politiet.

Blåt øje og hævelse
Ifølge billeder af NI taget hos politiet den følgende aften, som Ekstra Bladet så ved fremvisningen i retten, så havde det angivelige voldsoffer en blødning under det ene øje og en mindre hævelse i den ene side af ansigtet. Ifølge en politirapport, hvorfra Yahya Hassans forsvarer Claus Bonnez læste op i retten, så har NI sagt under en politiafhøring, at han også kunne have fået sine mærker, da PET-livvagten pacificerede ham.

NI afviser Yahya Hassans udsagn om, at han skulle have opsøgt ham en uge efter episoden. Den ene af de to kammerater nægter også, at han skulle have råbt 'forræder' efter Yahya Hassan forud for konfrontationen ved Ali Baba.

Den 19-årige digter og provokatør Yahya Hassan sidder i disse timer på anklagebænken tiltalt for at have slået en ung mand i det indre Aarhus under en bytur med sin kæreste og kærestens veninde natten til 15. februar i fjor.

Yahya Hassan nægter sig skyldig, mens anklagemyndigheden kræver en ubetinget fængselsdom.

Ekstra Bladet følger sagen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere