Yousee-sagen: Derfor undrer forsvarsadvokat sig

Undrer sig over forløb i Yousee-sagen, hvor det først blev meldt ud, at 51-årig mand skulle begæres fængslet, hvorefter politiet løslod ham

Det har været et forvirrende forløb, som har udspillet sig det seneste halve døgns tid i sagen om tv-nedbruddet nytårsaften, der betød sort skærm for cirka 1,2 millioner danskere.

I går blev en 51-årig mand anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 193, der omhandler "omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg".

Han blev i aftes afhørt af politiet.

Her til morgen meddelte Københavns Politi, at man ville begære manden varetægtsfængslet, men en halv time før grundlovsforhøret skulle gå i gang i Københavns Dommervagt kom meddelelsen, at manden var løsladt, at der var kommet nye oplysninger i sagen.

Den 51-årige er stadig sigtet i sagen, oplyser politiet.

Se også: Bombe i Yousee-sag: Nye oplysninger - mand løslades

Log-data i sagen

Mandens forsvarsadvokat Ulla Wulff siger til Ekstra Bladet.

- Jeg har fra starten undret mig over, hvorfor politiet i det hele taget ville begære ham varetægtsfængslet. For denne sag handler om noget teknik, som de mener, han har forstand på og på nogle log-data, som man allerede er i besiddelse af, siger hun.

Dermed havde advokaten svært ved at se, at man skulle kunne bruge efterforskningen som begrundelse for at fængsle manden, mens sagen undersøges nærmere.

Advokaten skulle være mødt op til grundlovsforhøret her til formiddag men fortæller, at hun af den 51-åriges hustru fik besked om, at han nu pludselig var løsladt.

Ekstra Bladets reporter traf hustruen i Københavns Dommervagt samtidig med, at pressemeddelelsen kom fra Københavns Politi om, at grundlovsforhøret var aflyst. Det kunne Ekstra Bladet derfor fortælle hustruen, som var meget berørt af hele sagen, men ikke ønskede at udtale sig.

Se også: Politiet overvejer nye sigtelser mod anholdt i mørklagt Yousee-angreb

Nye oplysninger

Politiet meldte ud til formiddag, at der var kommet nye oplysninger, der gjorde, at de ville løslade den 51-årige mand, men at sigtelsen er opretholdt foreløbig.

Overfor Ritzau oplyser efterforskningsleder, Jens Møller, at det var supplerende oplysninger fra TDC Group, som fik Københavns Politi til at løslade den 51-årige mand.

- Her til formiddag har TDC Group henvendt sig med supplerende oplysninger, siger Jens Møller til Ekstra Bladet.

- Om det så er udtryk for, at de nu vurderer sagen tyndere mod ham, ved jeg ikke, siger den 51-åriges advokat, Ulla Wulff.

Hun understreger, at hun her i  dag ikke har været i kontakt med sin klient, og at hendes udtalelser står for hendes regning. 

Advokaten var ikke til stede ved afhøringen hos politiet af den 51-årige i aftes. Hvad det skyldes, vil hun ikke sige.

- Nægter han sig skyldig i sagen?

- Det vil jeg ikke udtale mig om. Jeg vil ikke komme nærmere ind på selve sagen, svarer Ulla Wulff.

Ifølge Jens Møller, Københavns Politi fortsætter efterforskningen af den 51-åriges rolle indtil videre.

- Den pågældende er stadigvæk sigtet, og efterforskningen pågår stadigvæk. Vi har en masse tekniske ting, som vi skal have undersøgt, lyder det fra efterforskningslederen til Ritzau.

Jens Møller fortæller, at det blandt andet drejer sig om forskellige effekter, der er blevet fundet under ransagning hos manden.

TDC Group oplyser, at virksomheden i videst muligt omfang bistår politiet med opklaringen af sagen om det omfattende tv-nedbrud nytårsaften.

Men derudover ønsker TDC Group, der ejer tv-leverandøren YouSee, ikke at kommentere sagen.

Skadelig handling

TDC meddelte i går, at man mente, nedbruddet var en bevidst, skadelig handling. Man ville ikke kommentere, hvorfor man mente det.

I en pressemeddelelse antydede man, at der kunne være tale om en person med nærgående kendskab til Yousee.

- Efter en omfattende undersøgelse af sagen herunder med involvering af eksterne eksperter, har vi nu et klart billede af, hvad der er sket. Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om Yousees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling, lød det fra koncerndirektør Pernille Erenbjerg, der også meddelte, at sagen var overgivet til politiet.

Ekstra Bladet har været i kontakt med TDC's presseafdeling, men de ønsker heller ikke at udtale sig.

- Vi har overdraget sagen til politiet og har ingen kommentarer, siger kommunikationsrådgiver Povl Damstedt Rasmussen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere