Yvonne og Emily omkom på dødsflyet

Mor og datter befandt sig om bord på Germanwings-flyet

Emily Selke fik sin eksamen fra universitetet i Philadelphia i 2013. (Foto: AP)
Emily Selke fik sin eksamen fra universitetet i Philadelphia i 2013. (Foto: AP)

En amerikansk mor og hendes voksne datter var med om bord på det tyske fly, der tirsdag styrtede ned og blev knust mod en bjergvæg i de sydfranske alper.

Yvonne Selke og datteren Emily omkom sammen med 148 andre personer om bord på Germanwings-flyet, der var på vej fra Barcelona til Düsseldorf.

Raymond Selke oplyser til Washington Post, at han er for ulykkelig til at udtale sig om konen og datteren, men familien har offentliggjort en udtalelse til amerikanske presse.

- Hele vores familie er i dyb sorg over tabet af Yvonne og Emily. To vidunderlige mennesker, der betød så meget for så mange, lyder det i udtalelsen.

Ifølge topchefen for Germanwings var der tre amerikanske statsborgere om bord på flyet, der styrtede ned under mystiske omstændigheder.

Hovedparten af passagerne var tyskere og spaniere, men folk kom fra alle verdenshjørner. En dansker befandt sig også om bord på flyet, har det danske udenrigsministerium bekræftet.

Se også: 150 skæbner: De var om bord på flyet

Mens redningsfolk og efterforskere undersøger vragrester og tekniske date fra flyet, er der adskillige teorier om årsagen til tragedien.

Ifølge New York Times kan en af piloterne på flyet have forladt cockpittet, inden flyet begyndte at tabe højde.

Men piloten var ikke i stand til at komme tilbage ind i cockpittet, inden Airbus-flyet ramte en bjergvæg, skriver New York Times på baggrund af anonyme kilder tæt på efterforskningen.

Det franske nyhedsbureau AFP henviser også til en optagelse fra cockpittet, hvor det kan høres, at en dør åbnes og lukkes.

- Der blev ikke ført flere samtaler fra det tidspunkt og frem til styrtet, siger en kilde til AFP. Kort efter forsøger piloten at vende tilbage til cockpittet.

- Piloten uden for banker svagt på døren, men der kommer ikke noget svar. Derefter slår han hårdere på døren, og der er intet svar. Der kommer aldrig et svar, siger en kilde til New York Times.

- Du kan høre, at han forsøger at sparke døren ind. Vi ved endnu ikke, hvorfor en af mændene gik ud. Men det ligger fast, at lige før flyvningen ender, er den anden pilot alene, og han åbner ikke døren, siger kilden.

Lydoptagelserne giver ingen forklaring på, hvad piloten i cockpittet foretager sig eller om han eventuelt har fået et ildebefindende.

Begge piloter på Airbus-flyet var erfarne med tusindvis af flyvetimer bag sig, har Germanwings oplyst. Piloternes identitet er endnu ikke offentliggjort.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere