Zigzaggende Tesla smadrer ind i håndværkere på motorvej: Fører stukket af

Føreren af en Tesla er stukket af efter et færdselsuheld på Øresundsmotorvejen fredag aften

Ved du noget om sagen? Send en sms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk

Et trafikuheld med to biler impliceret har fredag aften skabt trafikale udfordringer på Øresundsmotorvejen.

Anmeldelsen indløb hos Københavns Politi klokken 18.26, hvorefter både redningstjeneste og patruljevogne blev kaldt til stedet.

- Vi fik en anmeldelse om et færdselsuheld, og både redningstjeneste og patruljevogne blev sendt til stedet. I en periode var det ene spor spærret, og det skabte lidt trafikale udfordringer i området, siger vagtchef Henrik Stormer til Ekstra Bladet.

Uheldet skete på Øresundsmotorvejen tæt mellem Oliefabriksvej og Kongelundsvejen i vestlig retning. Der blev hurtigt ryddet op, men politiet var alligevel på stedet i flere timer efter.

- Vi har en fører af en Tesla, der har kørt uhensigtsmæssigt. Han har skiftet vognbane mange gange og har kørt zigzag-kørsel. Han er kørt ind og ud mellem andre biler, og i den forbindelse har han ramt en bil med tyske håndværkere, siger Henrik Stormer.

Ifølge vagtchefen kom ingen til skade i forbindelse med uheldet, som udelukkende efterlod materiel skade.

Fører stukket af
Umiddelbart efter uheldet er føreren af Teslaen dog stukket af.

- Han var ikke til at finde derude, og derfor har vi været i området i et godt stykke tid for at opstøve ham. Der kan være mange grunde til, at han er stukket af, men det vil jeg ikke spekulere så meget i. Vi leder efter føreren nu, og vi hører selvfølgelig gerne fra vidner, der har set noget, siger vagtchefen.

Henrik Stormer fortæller, at føreren af Teslaen kan se frem til en sigtelse, såfremt politiet får fat i ham.

- Det at han er stukket af er jo en overtrædelse af færdselsloven i sig selv, så han kan se frem til en sigtelse, ja.

Har du oplysninger i sagen, så kan Københavns Politi kontaktes på 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere