Zimbabwes tidligere præsident Mugabe er død

Robert Mugabe er død i en alder af 95

Robert Mugabe blev 95 år. Video/redigering: AP/Kristian Hansen

Den tidligere præsident i Zimbabwe Robert Mugabe er død. Han blev 95 år.

Det bekræfter landets nuværende præsident på Twitter.

'Det er med dyb sorg, at jeg kan fortælle, at Zimbabwes grundlægger og tidligere præsident, Robert Mugabe, er død. Mugabe var et ikon', skriver Emmerson Mnangagwa.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters afgik Mugabe ved døden i Singapore, hvor han efter sigende skal have modtaget lægelig behandling i årevis. Det er fortsat uvist, hvad han rent faktisk døde af.

Robert Mugabe var leder af Zimbabwe fra 1980 til 2017 - først som premierminister og siden som præsident.

Den mangeårige autoritære leder blev væltet ved et militærkup i 2017.

Indtil da havde han gjort sig bemærket for sin autoritære politik og konfrontatoriske linje over for Vesten. Hans styre er ofte blevet mødt med international fordømmelse på grund af undertrykkelse af landets hvide mindretal.

Det menes, at tusindvis af politiske modstandere blev fængslet eller dræbt under Mugabe-styret.

I forbindelse med militærkuppet blev Mugabe sat i husarrest. Det blev startskuddet til en række forhandlinger, der endte med, at Emmerson Mnangagwa, der tidligere støttede Mugabe, blev indsat som præsident.

Billedgalleri

1 af 21  Præsident Robert Mugabe, august 2008. Foto: Mike Hutchings/Reuters/Ritzau Scanpix
2 af 21  Patriotisk leder Robert Mugabe ved en pressekonference i Genève, oktober 1976. Foto: AFP/Ritzau Scanpix
3 af 21  Robert Mugabe sammen med Libyens leder Muammar Gaddafi, juli 2001. Foto: Ritzau Scanpix
4 af 21  Robert Mugabe sammen med Diana Prinsesse af Wales, juli 1993. Foto: Howard Burditt/Reuters/Ritzau Scanpix
5 af 21  Præsident Robert Mugabe og den nye kone Grace forlader den katolske kirke i Kutama i Zimbabwe, august 1996. Foto: Howard Burditt/Reuters/Ritzau Scanpix
6 af 21  USA's Første dame Hillary Clinton eskorteres af Zimbabwes præsident Robert Mugabe og hans kone Grace Mugabe, marts 1997. Foto: Win McNamee/Reuters/Ritzau Scanpix
7 af 21  Her sammen med sin sydafrikanske kollega Nelson Mandela, december 1998. Foto: Howard Burditt/Reuters/Ritzau Scanpix
8 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe ankommer med sin kone Grace til et valgmøde i Madziwa, en landsby nord for Harare, juni 2000. Foto: Juda Ngwenya/Reuters/Ritzau Scanpix
9 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe ses her sin yngste søn Chatunga, da han fejrer sin 80-årsdag i Kutama, Zimbabwe, februar 2004. Foto: AP
10 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe bliver kysset af sin kone Grace på hans 80-års fødselsdags, februar 2004. Foto: Howard Burditt/Reuters/Ritzau Scanpix
11 af 21  Den cubanske præsident Fidel Castro sammen med Robert Mugabe, september 2005. Foto: Adalberto Roque/AFP/Ritzau Scanpix
12 af 21  Zimbabwes tidligere præsident Robert Mugabe lander i København december 2009. Foto: Kim AGersten/AP
13 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe hilser på dronning Margrethe og den øvrige kongefamilie. Foto: Getty Images
14 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe på talerstolen under klimatopmødet i København, december 2009. Foto: Heribert Proepper/AP
15 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe med Swazilands konge Mswati III, august 2010. Foto: Siphiwe Sibeko/Reuters/Ritzau Scanpix
16 af 21  Den russiske præsident Vladimir Putin mødes med sin kollega Robert Mugabe på Kreml i Moskva, maj 2015. Foto: Ria Novosti/Kremlin/Reuters/Ritzau Scanpix
17 af 21  Zimbabwes præsident Robert Mugabe og hans kone Grace, februar 2016. Foto: Tsvangirayi Mukwazhi/AP.
18 af 21  Præsident Robert Mugabe, august 2017. Foto: Jekesai Njikizana/AFP/Ritzau Scanpix
19 af 21  Zimbabwes tidligere præsident Robert Mugabe, juli 2018. Foto: Jekesai Njikizana/Ritzau Scanpix
20 af 21  Robert Mugabe er død i en alder af 95. Foto: Alexander Joe/AFP/Ritzau Scanpix
21 af 21  Robert Mugabe er død i en alder af 95. Foto: Azinyange Auntony/AFP/Ritzau Scanpix

For svag til at gå

I november sidste år blev Mugabe indlagt. Han kunne ikke længere gå.

- Han er gammel nu. Selvfølgelig er han for gammel til at gå. Vi vil sørge for, at han får alt det, han vil have. Vi passer på ham. Han er nationens far. Han er far til det fri Zimbabwe, fortalte Mugabes efterfølger, Emmerson Mnangagwa.

BLÅ BOG: Mugabe gik fra oprører til enehersker

Den tidligere præsident i Zimbabwe Robert Mugabe er afgået ved døden. Han indledte sin karriere som oprører og frihedshelt, men endte som enehersker.

Her er nedslag i hans liv og karriere:

Navn: Robert Mugabe.

Alder: Død i en alder af 95 år.

Fødested: Kutama Mission i Sydrhodesia, det nuværende Zimbabwe.

Søn/datter af: Bona og Gabriel Matibiri, der arbejdede som tømrer.

Ægteskaber: Først Sally Hayfron og senere Grace Marufu. Han er far til fire børn, hvoraf den ene er afgået ved døden.

Uddannelse og karriere:

* I 1951 bestod han sin første universitetseksamen, og siden fulgte ikke færre end syv universitetsgrader.

* Efter studierne gik han ind i politik, og i 1963 blev han leder af oprørsbevægelsen Zanu.

* Hans karriere blev indledt med, at han kæmpede for de sorte under det hvide mindretalsstyre.

* I 1994 blev han slået til ridder af Storbritannien. Han fik dog frataget ærestitlen i 2008 på grund af vold mod oppositionen i Zimbabwe.

* Zanu vandt landets første demokratiske valg i 1980.

* Siden endte Robert Mugabe som udskældt enehersker, der regerede Zimbabwe i mere end 33 år.

* Fra 1980-87 var han premierminister, og fra 1987 sad han på præsidentposten.

* Mugabe ledede landet frem til 2017, hvor han gik af efter et militærkup.

* Hans styre er ofte blevet mødt med international fordømmelse på grund af undertrykkelse af landets hvide mindretal.

* Det menes, at tusinder af politiske modstandere blev fængslet eller dræbt under Mugabe-styret.

Kilder: Ritzau, BBC.

 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere