3D-print skal kvalitetssikres: - De kan skabe omfattende skader

Når man 3D-printer sig til metalkomponenter, som reelt skal bruges, skal standarden være i orden. Foto: PR
Når man 3D-printer sig til metalkomponenter, som reelt skal bruges, skal standarden være i orden. Foto: PR

Når man kan 3D-printe sig til vigtige komponenter til eksempelvis motordele, er det afgørende, at kvaliteten også er i top.

Sådan lyder budskabet i en pressemeddelelse fra Teknologisk Institut.

Der er nemlig fart på udviklingen inden for metal 3D-print, og en lang række virksomheder er begyndt at 3D-printe reelle slutprodukter, komponenter og værktøjer, som indgår i deres produktionslinjer på lige fod med komponenter, som er fremstillet via traditionel produktion.

Men hvor der findes en række standarder for kvalitetssikring af traditionelt producerede emner i f.eks. metal, findes der på verdensplan endnu kun få, grundlæggende standarder til 3D-printede emner – pt. er der 12 aktive standarder, og yderligere 21 er på vej.

- Kritiske komponenter kan f.eks. være motordele til køretøjer, som kan havarere og skabe omfattende skader, hvis alle dele ikke fungerer optimalt. Derfor arbejder vi målrettet på at udvikle kravspecifikationer til 3D-print, fortæller Søren Jepsen Mark, seniorkonsulent på Teknologisk Institut, i pressemeddelelsen.

En modningsproces
Teknologisk Institut understreger, at det ikke er et udtryk for, at der er problemer med kvaliteten af 3D-print, men snarere at der er tale om en naturlig modningsproces, hvor standarderne nu er under udvikling.

De fastholder dog, at det er vigtigt at have fokus på at teste og dokumentere kvaliteten af 3D-printede emner – især når der er tale om kritiske komponenter.

Præcis som man gør med komponenter fremstillet på konventionel vis.

Hos Teknologisk Institut kan kunder - ud over at få printet emner i metal - få testet specifikke emner.

Inden for 3D-printede emner er efterspørgslen endnu ikke så stor.

Det skyldes dels, at mange kunder ikke er klar over, at de kan printe kritiske komponenter i metal, og dels at de ikke ved, hvilke krav de kan stille til emnerne.

- 3D-print er stadig så nyt herhjemme, at kunderne ikke ved, hvilke parametre de skal kigge på i forhold til kvalitetskontrol.

- Men i princippet er det de samme standarder – hvis kunden bruger produkter i rustfrit stål, kigger vi på, hvordan de 3D-printede emner i rustfrit stål opfører sig sammenlignet med deres eksisterende emner, som er fremstillet med konventionelle fremstillingsmetoder, siger seniorkonsulent på Teknologisk Institut Søren Jepsen Mark i pressemeddelelsen.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere