500 nye p-pladser: Det bliver lettere at parkere i hovedstaden

Der oprettes nu 500 nye erhvervsparkeringspladser i København

For mange håndværkere bruger dagligt timer på at finde p-pladser i København, og det skal nye p-pladser nu afhjælpe. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
For mange håndværkere bruger dagligt timer på at finde p-pladser i København, og det skal nye p-pladser nu afhjælpe. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Det er for bøvlet og alt for tidskrævende for håndværkere at finde parkeringspladser i København, og derfor bliver der nu oprettet 500 særlige erhvervsparkeringspladser til blandt andre travle håndværkere.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Teknik- og Miljøudvalget har besluttet at gå i gang med at strege de mange nye pladser op rundt omkring i landets hovedstad, og dermed får man ifølge Venstres beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard ’gjort op med et af erhvervslivets største daglige problemer’.

– Uanset politisk ståsted må alle anerkende, at en by har brug for håndværkere, og de kan ikke bare bruge bussen, når de skal frem til kunderne med grej og materialer. Her skal der nødvendigvis en bil til, der kan holde tæt på. Men håndværkerne bruger dagligt oceaner af tid på at finde en parkeringsplads i København.

- Derfor glæder det mig som erhvervslivets borgmester, at vi nu får de 500 erhvervsparkeringspladser, som Venstre tidligere har skaffet penge til, siger Cecilia Lonning-Skovgaard i pressemeddelelsen.

Kun med gule plader
For at gøre planerne om flere håndværkervenlige p-pladser i København til virkelighed, har Teknik- og Miljøforvaltningen fundet 100 erhvervsparkeringspladser i betalingsområdet og 200 erhvervsparkeringspladser udenfor betalingsområdet.

200 eksisterende 1-times parkeringspladser skal også omdannes til erhvervsparkeringspladser, fordi erfaringen viser, at de ikke bruges ordentligt, når man kun må parkere i en time.

– Penge til velfærd vokser ikke på træerne, men skabes i det private erhvervsliv, så vores opgave som politikere må være at fjerne så mange hindringer for vækst som muligt og værne om den almindelige københavners pengepung. Det synes jeg, vi har gjort med de nye erhvervsparkeringspladser, siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Erhvervsparkeringspladserne bliver afmærket, så de kun kan benyttes af køretøjer med gule plader.

Mange af de nye erhvervsparkeringspladser er fundet ved at udnytte 10-meter-reglen i vejkryds, så der flere steder med de nye parkeringspladser kun bliver fem meter mellem den parkerede bil og kryds.

Med busomlægningen i forbindelse med åbningen af Metroens Cityring er der også blevet plads til en række erhvervsparkeringspladser på de tidligere busstoppesteder.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere