Årets bedste renovering er en fandenivoldsk og rå silo

Inden The Silo blev et luksuriøst lejlighedskompleks, fungerede bygningen som kornsilo i den københavnske Nordhavn

De nye lejligheder i The Silo har fået mellem 3,5 og syv meter til loftet. Foto: Carsten Ingemann
De nye lejligheder i The Silo har fået mellem 3,5 og syv meter til loftet. Foto: Carsten Ingemann

I Københavns Nordhavn, med udsigt til Svanemølleværket og havneindsejlingen knejser årets bedste renoveringsprojekt.

RENOVER-prisen, der siden 2013 har sat fokus på Danmarks bedste renoveringsprojekter, gik i år til lejlighedskomplekset The Silo.

I alt 182 projekter var blevet indstillet, og af dem blev siloen og fem andre og meget forskellige renoveringer nomineret til prisen.

The Silo vandt foran blandt andet Multikulturhuset i Sønderborg, Bestseller-bygningen Rømerhus ved åen i Aarhus og det almennyttige byggeri Korngården i Ballerup.

Bygherre og ejer af The Silo, Klaus Kastbjerg, tog imod den orange R-statuette.

- Hvis man ikke gør det, som vi eller de andre nominerede projekter har gjort, hvor vi har renoveret noget eksisterende og udviklet på det, så tror jeg, at man ville få en hel masse, der ikke var så spændende. Det kan godt betale sig at renovere. Og det er super fantastisk at vinde RENOVER-prisen, siger han i en pressemeddelelse.

The Silo blev tidligere brugt som kornsilo, men har i mange år stået ubrugt hen med graffitien 'HVA DRIKKER MØLR' som den mest iøjnefaldende detalje.

Teksten er nu væk, men jernbetonen er bevaret. Og så har facaden fået store vinduespartier, altaner og en galvaniseret stålbeklædning, der også fungerer som isolering.

På toppen har man bygget en restaurant med udsigt over vandet, og i luksuslejlighederne nedenunder er de synlige betonvægge bibeholdt. Her er desuden mellem 3,5 og hele syv meter til loftet.

Mange siloer står tilbage
Netop beslutningen om at bevare den gamle silos rå arkitektur er, ifølge formanden for nomineringsudvalget, Gøsta Knudsen, en af de ting, der får The Silo til at skille sig ud.

- The Silo er et fornemt eksempel på en ambitiøs transformering fra havneerhverv til attraktive, eksklusive boliger. Det er værdifuldt, fordi der i mange danske havne er funktionstømte siloanlæg, som venter på en stillingtagen til bymæssig genbrug eller nedrivning, siger hun i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Boligernes fandenivoldske materialemæssige råhed, den frigjorte indretning og det banebrydende arkitektoniske facadeudtryk er så perspektivrigt, at der ikke kan herske den mindste tvivl om renoveringens kaliber.

Holdet bag renoveringen af den københavnske silo modtager foruden RENOVER-prisen også en check på 100.000 kroner.