Fra fodboldstjerne til toiletfikser

Landsholdslegenden Ivan Nielsen nyder tilværelsen som blikkenslager på Amager

Ivan Nielsens yndlingsværktøj er 'papegøjetangen', der er uundværlig for en blikkenslager. (Foto: Henning Hjorth)
Ivan Nielsens yndlingsværktøj er 'papegøjetangen', der er uundværlig for en blikkenslager. (Foto: Henning Hjorth)

– Kan vi gøre det lidt kort? Jeg skal sgu lige over og tilse nogle vandrør i en ejendom, siger Ivan Nielsen, da Ekstra Bladet HÅNDVÆRKEREN møder ham på Amagerbrogade.

Den defensive klippe fra 80'ernes nærmest sagnomspundne fodboldlandshold har ikke fået mindre at se til, siden han som Danmarks måske bedste forsvarsspiller nogensinde lagde støvlerne på hylden.

Da fodboldkarrieren sluttede, valgte han en levevej, som ikke ligefrem osede af glamour, jetset og strandvejsvilla. Manden med overskægget kastede sig over den gerning, han som knægt blev uddannet til at udføre – nemlig vvs-faget.

– Hvorfor valgte du som teenager at blive blikkenslager?

– Tja, det var nok sådan noget med, at hvis du ikke kan blive andet, kan du altid blive blikkenslager. Nej, jeg var træt af skolen, og så kom jeg i lære og fandt det sjovt. Det var faktisk lige her rundt om hjørnet på Amagerfælledvej, forklarer den nu 55-årige Ivan Nielsen, som ikke har forandret sig synderligt, siden han flankeret af Michael Laudrup, Morten Olsen, Preben Elkjær og alle de andre fodboldhelte fik hele verden til at måbe over den højeksplosive danske dynamitfodbold under EM 1984 og VM 1986.

Overskægget er intakt, håret er ikke dalet fra issen, og den 190 cm høje krop ser stadig ud til at kunne sende enhver nærgående angriber durk ned i græsset.

Gad ikke fodbold
En lang række af fodbold-vennerne er nu trænere, fodboldagenter, talentspejdere, eksperter på tv og lignende, og Ivan gav også selv den vej en chance, før han vendte tilbage til rødderne.

– Da jeg stoppede på topplan, prøvede jeg kræfter med trænergerningen og rollen som sportsdirektør. Men du ved... Efter at have været i gamet i mange år, så havde jeg ikke tålmodigheden til at skulle holde møder med sponsorer, bestyrelse – og samtidig være en form for pædagog for en trup voksne mennesker. Så jeg valgte at blive blikkenslager – det havde jeg jo været, før jeg tog af sted til udlandet for at spille.

– Kunne du have trukket dig tilbage og levet af dine fodbold-penge?

– Tjo, det kunne jeg nok godt, men det har aldrig været på tale. Jeg kan sgu ikke gå hjemme. Jeg er en arbejder – det var jeg også på fodboldbanen, så jeg skulle ud og lave noget.

– Hvad er det bedste ved at være håndværker?

– Det er bare generelt det bedste, jeg ved. Det er fantastisk. Jeg elsker at møde nye mennesker og sætte ting i stand. Det er sjovere end at bruge tiden på golfbanen.

Amagerdrengen driver nu med sønnen Thomas firmaet 'Ivan og Thomas Nielsen VVS og Entreprenørfirma ApS', og der er nok at se til for manden, som på grund af sin evne til at udføre imponerende glidende tacklinger, af Michael Laudrup blev beskrevet som indehaveren af verdens længste tæer.

Jobbet skal gøres godt
– Det går sgu godt, du. Fuld fart frem. Jeg arbejder fuld tid og mere til. Vi er seks mand i firmaet inklusive mig og min søn, og vi laver alt inden for vvs. Jeg kan bedst lide at gå og lave tagarbejde – kviste, tagrender, tårne og den slags. Du kan selvfølgelig også se mig sidde og fikse toiletter, men nu står jeg for at fordele arbejdet, så det er sgu mest de andre, som får den slags opgaver, fortæller Ivan og bryder ud i sin velkendte, smittende latter.

Han vil ikke afvise, at noget af firmaets succes skyldes hans kendte navn, men han er sikker på, at det mest har været i starten, for hvis arbejdet ikke var i top, ville navnet alene ikke kunne holde forretningen kørende.

– Jeg kommer fra en arbejderfamilie, hvor tingene skulle gøres ordentligt, og den tradition holder jeg i hævd. Arbejdet skal sgu være i orden, ellers er det ikke fair over for kunden.

– På Wikipedia står der, at du var en ualmindelig dygtig forsvarsspiller. Er du også en ualmindelig dygtig blikkenslager?

– Ja, det bilder jeg da mig selv ind. Måske er ikke ligefrem ualmindelig dygtig, men jeg er en god blikkenslager. Og jeg kører et godt firma med gode folk, der gør deres arbejde ordentligt.

Ivan Nielsen har to voksne børn og fire børnebørn. Han bor med sin kone på Amager, og han savner ikke livet som fodboldstjerne.

– Jeg har aldrig set mig selv som en berømthed, og de ting, jeg er kendt for, ligger langt tilbage. Lige nu nyder jeg livet i fulde drag, men hvis jeg var ung i dag, ville jeg have været på samme niveau fodboldmæssigt, som jeg var dengang, siger han og bryder endnu en gang ud i latter.

1 af 2 I 51 landskampe fik Ivan Nielsen to gule kort – og 25 sejre. (Foto: Jens Dresling/Polfoto)
2 af 2 Ivan Nielsens yndlingsværktøj er 'papegøjetangen', der er uundværlig for en blikkenslager. (Foto: Henning Hjorth)