Klinge mod klinge

Duel: En trådløs vinkelsliber er et must for enhver håndværker -vi tester to af de kraftigste på markedet

En af de største forskelle mellem de to maskiner er vægtfordelingen, og her tager Bosch førertrøjen. (Foto: Thomas Sjørup)
En af de største forskelle mellem de to maskiner er vægtfordelingen, og her tager Bosch førertrøjen. (Foto: Thomas Sjørup)

Om der står mekaniker, tømrer, vvs'er eller noget helt fjerde på visitkortet, så er en vinkelsliber et must i værktøjskassen.

Hvor det i gamle dage krævede metervis af forlængerledning at få gang i skæreskiven, har den teknologiske udvikling gjort arbejdet en hel del nemmere. I dag kører de nemlig på batteri, og derfor har vi sendt to 18 voltsudgaver til test.

Vi bad Dehlsen & Sønner VVS i Rødovre om at teste to af de kraftigste modeller på markedet: Bosch GWS 18 V-Li Professional og DeWalt DC411KL. Håndværkerne gik straks i gang med at skære i ventilationsrør, rustfri rør, støbejern og svejserør. Og inden længe stødte de på første problem.

- Når jeg bruger De-Walt'en, ender min hånd med at hvile på batteriet på en ubehagelig måde, og jeg kan ikke vinkle den frit grundet måden, jeg skal holde på, siger Henrik Rolf Scharnberg, gastekniker og montør.

Og han er ikke alene med den holdning.

- DeWalt'en er for tung.

Vinkelsliberen fra Bosch ligger bedre i hånden, når man samtidig skal holde knappen inde for at sætte den i gang.

Og så er vægtfordelingen langt bedre, fastslår Kim Rasmussen, gasovermontør.

Bøvl med sikkerhedskap
Begge bliver hurtigt enige om, at ergonomien på vinkelsliberen fra Bosch er bedst.

Når det kommer til batterilevetid eller opladning, så er de to værktøjer ret ens, og testpersonerne føler ikke, at der er den store forskel at spore. Sikkerhedskappen, som er monteret rundt om skæreskiven for at beskytte klør fem mod at blive barberet, er til gengæld et af de steder, hvor der er en stor forskel mellem de to.

- Beskytteren rundt om klingen er på DeWalt'en rigtig nem at dreje til med fingrene, så den passer. Når man prøver at gøre det samme på Bosch'en, bliver man nødt til at finde værktøjet frem for at lave samme nummer, siger Kim Rasmussen.

Klodset transportkasse
En ting er selve vinkelsliberen - en anden ting er indpakningen.

Ifølge vores håndværkere er kassen fra DeWalt en bøvlet sag, da man skal afmontere skæreskiver og håndtag på maskinen, inden den kan smides i kassen.

Her er Bosch-kassen bedre, også fordi der er gjort plads til, at man kan have en stabel skæreskiver med, uden at de bliver kastet rundt i kassen.

Der er fordele og ulemper ved begge maskiner, men en skiller sig alligevel ud.

- Hvis jeg skulle anbefale en af disse to maskiner, ville det blive vinkelsliberen fra Bosch. Man kan arbejde med den hele dagen, og vægtfordelingen er genial, siger Henrik Rolf Scharnberg.

- Udgaven fra DeWalt er ikke en dårlig vinkelsliber, men Bosch har bare lavet en, der er bedre, slutter Kim Rasmussen.

6. maj sender DeWalt en ny udgave af deres vinkelsliber på gaden. Den har et lettere batteri og bedre ergonomi, så måske bør de to duellanter testes over for hinanden igen.

1 af 2 Kassen, der følger med vinkelsliberen fra Bosch er praktisk indrettet med en kegle, hvor du kan fastgøre dine skæreskiver, så de ikke kastes rundt. (Foto: Thomas Sjørup)
2 af 2 En af de største forskelle mellem de to maskiner er vægtfordelingen, og her tager Bosch førertrøjen. (Foto: Thomas Sjørup)

Skærm

Hent flere
Hent flere