TV: Øko-van gemmer på hybridteknologi

Peugeot kalder deres Peugeot 508 e-HDi Van for en mikrohybridbil - vi tager et kig bag teknikken, for at finde ud af hvad det egentlig betyder

Så snart du stiger ind i den mørke kabine, bliver du overrasket over, hvor velbygget det hele føles. Der findes stadig folk i dag, som mener, at franske biler er noget pindværk. Bag rattet af Peugeot 508 er der dog en stor sandsynlighed for et holdningsskift.

Ude foran sidder en lille 1,6 liters diesel med mærkets nye mikrohybridteknologi, og bagi er bagsæder forsvundet, da dette er Van-udgaven. Det betyder altså, at der er gule plader på ekvipagen, og at børnene må blive hjemme. Til gengæld er prisen så lidt lavere.

Mikrohybridbil
Modellen, vi har til test, er en 1,6 liters e-HDi udgave, som i følge franskmændende har mikrohybridteknologi indbygget. Kort fortalt betyder det, at de har monteret en meget stor kapacitator, som opfanger noget af den energi, der går tabt, når du bremser eller slipper speederen. Når du så holder ved et rødt lys, og motoren er gået ud på grund af start-stop systemet, frigiver kapacitatoren et ordentligt stød, så motoren starter op igen på kun 0,4 sekunder. Det er ikke nogen revolution, men det hjælper alligevel på forbruget i den store økoslæde.

Ombygningen til varebil er lavet rigtig flot, og de tykke tæpper i bunden gør, at støjniveauet ikke er meget højere end i en normal Peugeot 508 SW. Desværre er der ingen stropper til at spænde ting fast med, så dine varer flyver rundt, hvis du trykker speederen i bund.

ESG-gear er ikke vellykket
Men det har du ikke lyst til at gøre særligt ofte. Den lille dieselmotor føles ellers stærk på trods af sin størrelse, så det er ikke her, den er gal. Men gearet i testbilen er en elektronisk styret manuel gearkasse, hvilket desværre ikke fungerer så godt.

Problemet er, at konkurrenterne i denne klasse enten har installeret en rigtig automatgearkasse, som leverer glidende skift, eller en DSG-udgave, som gør arbejdet hurtigere, end du kan nå at blinke med øjnene. I Peugeot'en er skiftene langsomme, og selvom du sætter gearet i sport, bliver de ikke markant hurtigere. Du kan dog få de større dieselversioner med et gammeldags automatgear, men så slubrer de også mere dieselsaft i sig.

Perfekt til de lange stræk
Så snart du rammer motorvejen, går det heldigvis langt bedre. Gearet holder sig i ro, og Peugeot 508 e-HDi viser sig som en langturscruiser af allerfineste slags. Her bliver det tydeligt, at bilen gør dig i stand til at tilbagelægge tusindvis af kilometer bag rattet uden at blive træt.

Kan du godt leve med de 1,2 kubikmeter i ruffet, og har brug for en bil, der kan krydse Danmarks motorvejsnet dagligt, er det svært at se, hvem der kan slå 508'eren til den her pris.

Se TV-testen i klippet ovenfor...