LUDWIGSBURG (Ekstra Bladet): Som verdens første lette truck med sekstrins gearkasse og dobbeltkobling er den nye Fuso Canter TF skruet op til seriøs kamp om købere af lastbiler i klassementet fra 3,0 til 8,0 ton.
Canter lanceres herhjemme med en sekstrins semiautomatisk gearkasse med dobbeltkobling og tvillingehjul som standardudstyr. Basisversionen bliver en 3,5 ton Canter 3C13 med 130 hk til 261.472 kroner plus moms.
Stormløbet anføres af en kortakslet 3,5-ton version med ekstra smalt tresædet førerhus, 130 hk motor og den nye Duonic-transmission, der ved den første testkørsel viste sig forbavsende spændstig og letløbende, kultiveret og støjsvag. Bedre end for eksempel Comfort-modellen med 150 hk-motor.
130-175 hk
Tricket med den såkaldte Duonic-transmission er, at en kobling betjener første, tredje og femte gear, mens en anden sideløbende tager sig af andet, fjerde og sjette gear. Resultatet er en manuel gearkasse, der skifter som et automatgear og uden mærkbart tab af drejningsmoment.
LÆS OGSÅ: Lastbil med dobbeltkobling
Til forskel fra den hidtidige Canter-serie er 3,5-ton varianterne nu tilgodeset med et uafhængigt forhjulsophæng, der bidrager til forbedring af bilens køredynamik; især dens venderadius. Så den er bilen til brugere, som færdes på arbejdspladser med begrænset bevægelsesfrihed.
Den hidtidige 5,5 ton model afløses af to 6,5 ton modeller med 175 hk-motor, og Canter-serien topper med 7,5-ton modeller med motorer på 150 og 175 hk. De tre firecylindrede, turboladede og partikelfiltrerede dieselmotorer er på 3,0 liter og opfylder miljøkravene i Euro 5-normen.
Dyrest i serien bliver to 6,5-ton mandskabsvogne med 175 hk-motor og firhjulstræk. Det sidste er noget helt nyt i Canter-regi. Pris: 415.000-418.000 kroner plus moms.
4WD
2WD-modellerne kommer til Danmark i januar, og i marts følger 4WD-modellerne.
Mitsubishi Fuso Truck and Bus Corporation er navnet til trods et selskab i Daimler-koncernen, der også omfatter Mercedes Benz, hvilket har givet Fuso adgang til sidstnævntes miljøorienterede BlueTEC-teknologi, som kan leveres med 6,5- og 7,5-ton modellerne med 175 hk-motor.
SE OGSÅ: Sådan laver du ild på truckermanér
Med ændret front, nydesignet interiør, øget komfort og udstyrsniveau stiller Canter med valget mellem seks forskellige akselafstande og et tipbart førerhus med tre sæder eller en syvsædet dobbeltkabine – alle modelvarianter med forbedret ydeevne, driftsøkonomi, køresikkerhed og rustbeskyttelse.
Syv meter opbygninger
Fabrikken har med en vrimmel af strategisk forborede huller forberedt det ny gitterchassis, så det kan forsynes med op til syv meter lange specialopbygninger, uden at det beskadiger rustbeskyttelsen.
Andre forbedringer på TF-serien, som erstatter den hidtidige TD-serie: Mellem 85 og 500 kilo større lasteevne, serviceintervallet er nu 40.000 km og motorer med op til otte pct. lavere brændstofforbrug.
LÆS OGSÅ: Spar 2.000 liter diesel om året
Med et tryk på en kontakt kan bilen omstilles til kørsel i brændstofbesparende Eco-mode, ligesom motorens deceleration med et klik kan udnyttes til at mindske sliddet på bremserne.