Kobbertyve hærger byggepladserne

Antallet af tyverier fra byggepladser har de seneste år været faldende - ifølge Rigspolitiet går de i stedet nu målrettet efter kobber

En kobberrulle som denne er guf for tyveknægte. (Foto: Colourbox)
En kobberrulle som denne er guf for tyveknægte. (Foto: Colourbox)

Priserne på kobber har i de seneste år været stigende, hvilket har skabt et sort marked for det ædle metal.

DSB har været hårdt plaget af kobberkøreledninger, som er blevet stjålet, og nu mærker også installatørerne, at deres byggepladser bliver gennemsøgt af tyveknægte, skriver nyhedsbrevet SecurityUser.

Metaltyverier er mere populært
Det samlede antal indbrud på byggepladser har i følge Rigspolitiet været dalende de seneste år, mens andelen af metaltyverier er steget fra 2007 til 2010. Og en af de grupper der har mærket tyvenes efterspørgsel er installatørerne, da kobber er en vigtig bestanddel i mange af deres kabler og rør.

LÆS OGSÅ: Derfor er lange underhylere et must

- Vi har oplevet at få stjålet en hel container med brugte kobberkabelstykker, som vi i forbindelse med et vejprojekt for DONG skulle samle sammen og levere tilbage. Det var kabler til en værdi af mellem 800.000 og en million kroner, fortæller direktør i Kemp & Lauritzen, Knud S. Degenkolw og fortsætter:

– Jeg tror efterhånden ikke, vi har været på en byggeplads, hvor der ikke har været indbrud. På nogle byggepladser har vi haft indbrud så tit som en gang om måneden. De bryder ind i vores aflåste skure og containere og stjæler både kabler og værktøj, siger Knud S. Degenkolw.

Kobber for tusindvis af kroner
Kemp & Lauritzen er dog langt fra de eneste. Også hos installationsvirksomheder som Bravida, Lindpro og YIT oplever de den stigende kobberinteresse.

Lindpros Kalundborg afdeling har for eksempel haft indbrud på deres lager hele to gange på en uge. Tyvene slap afsted med kabler til en værdi af 420.000 kroner:

LÆS OGSÅ: Så dyr bliver skurvognshyggen

– I maj havde vi indbrud i en hal, vi lejer hos MT Højgaard, hvor vi har vores lager. De brød ned gennem taget en weekend og stjal det meste af vores lager af kobberkabel. Onsdagen efter brød de ind igen og tog resten. Denne gang havde de værktøj med, så de kunne klippe låsene op samt en lastbil til at transportere tyvekosterne. De brugte sågar vores truck til at læsse det, fortæller afdelingschef hos Lindpro, Kim Hjulmand.

Bravida har også mistet kabler for flere hundrede tusinde kroner, da de i arbejde på en bygning i Ballerup, og hos YIT er tyve sluppet af sted med hele kabeltromler ved at klippe sig gennem et hegn.

Har din byggeplads oplevet dette, eller ved du hvor det stjålne kobber ender, så send et tip til Ekstra Bladet Håndværkeren...