Nuttet elbil slår konkurrenterne

Den danske stab af motorjournalister har netop kåret Årets Varebil 2012, og ikke nok med at vinderen er fransk, den kører også på el

Den eldrevne Renault Kangoo kan laste 650 kg og har et varerum på 3,5 kubikmeter (Foto: Renault)
Den eldrevne Renault Kangoo kan laste 650 kg og har et varerum på 3,5 kubikmeter (Foto: Renault)

Typisk forbinder man varevogne med osende dieselmotorer, men den tid er forbi. Årets Varebil 2012 er netop blevet kåret i Danmark, og vinderen hedder Renault Kangoo Z.E.

Umiddelbart lyder navnet ikke specielt, men når du finder ud af, at Z.E. står for 'Zero Emission', så begynder de grønne tanker. Varebilen kører nemlig på el, hvilket betyder, at den ikke udleder noget Co2.

LÆS OGSÅ: Ny app laver kørselsregnskabet for dig

Hos Renault er glæden ikke til at skjule:

- Vi er rigtig glade for prisen, og jeg tror det er vigtigt, at få denne blåstempling af elbilen i denne klasse, siger pressechef hos Renault Danmark, Søren Hyltoft, til Ekstra Bladet Håndværkeren.

LÆS OGSÅ: Opel Ampera er Årets Bil i Danmark 2012

Elmotoren yder 60 hk og 226 nm, hvilket sikrer tilstrækkelig fremdrift, mens topfarten dog er på små 135 km/t.
Batteriet er monteret under bunden, og rækkevidden ved blandet kørsel skulle efter sigende være på 170 km.

Og netop den begrænsede rækkevidde gør, at den nuttede varebil ikke henvender sig til alle slags kunder.

LÆS OGSÅ: Dødsyg elbil er bedre end Merceren

- Det er ikke en varevogn for alle. En varevogn som denne bør købes af kunder, som ikke har det meget stort kørselsbehov, når vi taler kilometer. Det kan eksempelvis være postvæsenet, distributionsvirksomheder eller andre af samme type, som kører mere i nærtrafik, fastslår Søren Hyltoft.

Allerede nu har det franske postvæsen bestilt 10.000 eksemplarer af Kangoo Z.E.

Kan oplades fra stikkontakten
Kangoo Z.E. kan oplades fra en normal stikkontakt, men så skal du også vente i 11 timer, før der er fuld power på batteriet. Derfor anbefaler Renault, at man får opsat en ladestander, hvorved man kan nedsætte ladetiden til 6-8 timer.

Men det vigtigste er dog prisen, og her er den eldrevne franskmand en smule dyrere end sin dieseldrevne bror. 149.900 kr. koster elbilen plus moms, og dertil kommer, at man skal lease en batteripakke til. Prisen varierer efter kørselsbehov, men laver du en kontrakt for 10.000 km om året, er prisen 539 kr om måneden.

LÆS OGSÅ: Fiat Ducato er en nøjsom arbejdshest

I den forbindelse står det hurtigt klart at en standard Kangoo diesel med en pris på 109.900 kr. er det billigere alternativ. Men det koster lidt at køre grønt.

Ekstra Bladet Håndværkeren vil i kommende måned teste Renault Kangoo Z.E., for at se om den er de ekstra penge værd.

Men hvad mener du? Synes du, det giver mening at køre i en eldrevet varevogn? Deltag i debatten herunder...