Mester glemte pensionen

Uden fagforeningens hjælp ville Bjarke Juul Eggersgaard være op mod 40.000 kr. fattigere

Juridisk hjælp fra fagforeningen sikrede Bjarke op mod 40.000 kroner i efterbetalt pension. (Foto: Claus Bonnerup)
Juridisk hjælp fra fagforeningen sikrede Bjarke op mod 40.000 kroner i efterbetalt pension. (Foto: Claus Bonnerup)

Den 23-årige tømrer Bjarke Juul Eggersgaard er ganske tilfreds med, at han huskede at melde sig ind i en fagforening, da han stod i lære.

Takket være sit fagforbund – TbI der siden blev en del af 3F – har han vundet over sin tidligere arbejdsgiver i en sag om manglende pensionsindbetaling.

Tømrersvenden kan se frem til knap 30.000 kroner ekstra, når håret er blevet gråt, og livet som pensionist begynder. Dertil kommer et beløb på mellem 2500 og 10.000 kroner for svie og smerte, som Tvistighedsnævnet endnu ikke har fastsat.

For en sikkerheds skyld
Bjarke Juul Eggersgaard var midtvejs i sin læretid, da han valgte at organisere sig.

LÆS OGSÅ: Polakker i whiskey

– Bare for at være sikker, hvis der skete noget. Jeg havde jævnligt problemer med, at mester lønnede mig for lavt, når jeg burde stige ifølge overenskomsten. Hver gang jeg tog det op med ham, blev lønnen rettet med to måneders forsinkelse. Alligevel var den gal igen året efter, når min løn skulle have endnu et nøk opad.

Pensionen manglede
Da svendeprøven nærmede sig, og lærlingen var på skole, fik han og de andre elever besøg af folk fra fagforeningen. Konsulenterne fik eleverne til at gå hjem og tjekke deres lønsedler. Huskede arbejdsgiverne at lægge feriepenge og pension oven i lønnen? Ikke Bjarkes!

LÆS OGSÅ: Gem et lille håndværkersmil ...

Da han havde bestået svendeprøven, mødte forbundets konsulenter op hos hans mester for at få rettet fejlen, men arbejdsgiveren ville ikke betale det fulde beløb, og så rullede sagen.

– Han og jeg har ikke været så gode venner siden, slutter Bjarke Juul Eggersgaard.