Maler med kontakt-trang

Træt af kedelige byggepladser: Maler Michael B. Sørensen blev selvstændig for 12 år siden, fordi han ville noget mere med sit fag

Michael B. Sørensen har i sine 12 år som selvstændig maler aldrig manglet opgaver. Han råder andre, der drømmer om at tage springet fra ansat til egen chef, til aldrig at glemme den administrative del af jobbet. (Foto: Thomas Lekfeldt)
Michael B. Sørensen har i sine 12 år som selvstændig maler aldrig manglet opgaver. Han råder andre, der drømmer om at tage springet fra ansat til egen chef, til aldrig at glemme den administrative del af jobbet. (Foto: Thomas Lekfeldt)

Michael B. Sørensen har aldrig manglet opgaver i de 12 år, han har været selvstændig maler. Alligevel er der dage, hvor han - som så mange andre - spekulerer over, om han stadig har et job om et halvt år. Særligt, fordi samfundsøkonomien ser ud, som den gør lige nu.

- Malere er jo ofte dem, der sies fra, når der skal spares i de små hjem, siger 39-årige Michael B. Sørensen, der tog springet fra malersvend til selvstændig i 1999.

Indtil videre har han dog ikke haft grund til bekymring.

Han annoncerer aldrig, og alligevel har han altid opgaver nok. I perioder flere end han selv kan nå.

Bliver anbefalet
Ifølge Michael B. Sørensen er årsagen til succesen blandt andet, at han helt fra start tog 10-15 kroner under normal timepris. Han mener dog ikke, at han dumper prisen.

- Jeg tror bare, at jeg er mådeholden. Jeg har set andre malere, der skruede timelønnen op til 450 kr. før finanskrisen. Det er dem, der ryger fra, når samfundsøkonomien har det dårligt.

LÆS OGSÅ: Selvstændige dropper sommerferien

Ud over den lavere timeløn bestræbte maleren sig på at være serviceminded og stabil.

Det gjorde ham til en, kunderne anbefalede andre at bruge. Og efterhånden fik han en stor kontaktflade, som han stadig lever af i dag.

Gift med arbejdet
12 år tilbage i tiden trivedes Michael B. Sørensen ikke under sin mester. Han længtes efter noget mere.

- Jeg var træt af at blive sendt ud på kedelige byggepladser og ønskede noget mere med faget. Først og fremmest ville jeg have bedre kontakt til kunderne. Derfor blev jeg min egen chef.

Som ny selvstændig ændrede tilværelsen sig radikalt.

Michael B. Sørensen gik fra en hverdag, hvor arbejdet var ude af tankerne, når det blev fyraften, til et liv, hvor han nærmest var gift med sin virksomhed.

- Jeg var single dengang, så det var en god kombination for mig med nye relationer og arbejde.

Husk kontorarbejdet
Michael B. Sørensen har en række gode råd til andre, der drømmer om at blive selvstændige: - Det er vigtigt at have kontor uden for hjemmet, så du ikke tager arbejdet med hjem til familien. Lær for eksempel kunderne, at de ikke skal ringe om aftenen.

Derudover gælder det om ikke at nedprioritere alt det administrative, mener han.

Derfor skal man sørge for at brug to-tre ugentlige morgener på kontoret - og samtidig få sendt fakturaer ud samme uge, arbejdet er blevet udført. Og ringer folk efter et tilbud, skal det ekspederes til dem hurtigst muligt.

- Mange knækker halsen på kontorarbejdet. Kommer man først bagud, er det svært at følge med, lyder det.