Træmanden

For Claus Sørensen lå det i kortene, at han skulle leve af at arbejde med træ - nu sveder han med tømmeret på Jim Lyngvilds Ravnsborg

Der er ikke mange, der kan, hvad Claus Sørensen kan, mener Jim Lyngvild - og man skal nok heller ikke kaste sig ud i et stunt som dette med vand og motorsav. (Foto: Jim Lyngvild)
Der er ikke mange, der kan, hvad Claus Sørensen kan, mener Jim Lyngvild - og man skal nok heller ikke kaste sig ud i et stunt som dette med vand og motorsav. (Foto: Jim Lyngvild)

Man ser det straks, når man møder Claus Sørensen. Det, der helt ubestemmelige, der gør dybt indtryk. Man kan se, han er en mand, der har levet livet. Ikke at Claus er hærget på den der sømandsagtige facon, men han ligner det træ, hans liv drejer sig om. Fuld af årringe og patinerede brugtspor.

Sammenfattet elsker Claus Sørensen træ.

- Træet har altid fascineret mig som materiale og i levende live i skoven, så det lå ligesom i kortene, at mit liv skulle handle om træ. Jeg overvejede at blive skovfoged - eller i hvert fald noget, der havde at gøre med træ og natur. Skolen viste mig dog, at min interesse skulle udfoldes på et mere fysisk plan, fortæller han.

- Jeg rejste verden rundt som tømrer og sugede indtryk til mig, så jeg fik en helt autistisk fordybelse af detaljerne i håndværket. Fra Old Salem i North Carolina til stavkirkerne i Norge. I lang tid ledte jeg efter danske firmaer, der arbejdede med de gamle teknikker, men jeg måtte erkende, at de ikke fandtes herhjemme.

LÆS OGSÅ: Fra bonderøv til bøsserøv

Derfor måtte han selv i gang.

Kun et øje
Det ville være let at skamrose Claus Sørensens kvaliteter som bygmester og tømrer.

Der er ikke mange, der kan den slags, som han kan - og slet ikke i dag, hvor alting skal gå så stærkt og nærmest være færdigt, før man får begyndt.

Men når man lærer Claus at kende, er det mennesket, der tegner historien. Han er en tænker, en visionær, men igen - han er født og opvokset i Øster Hurup, en lille fi-skerby i Nordjylland. Og her skal man ikke komme og tro, man kan en skid.

LÆS OGSÅ: Modediktatoren vil bygge Danmarks vildeste hus

- Kan du se det her, spørger han, da vi sidder bænket i Nordjylland med kaffe og blødt brød. Han peger på sit ene øje.

- Jeg er blind på det her øje. Det skete på en byggeplads ved et af mine huse.

Det var fandens uheldigt.

Jeg havde forsikret alt og alle omkring mig, bare ikke mig selv. Man tror jo ikke, den slags kan ramme. Men det gjorde det, og huset hedder i dag Odin. Han mistede jo også det ene øje for visdom.

Claus Sørensen har ikke ladet sig slå ud af bagateller som at miste øjet: - Man kan aldrig dræbe skaberlysten, og den har jeg som aldrig før. Jeg kan stadig bygge verdens smukkeste huse, det ved jeg.

Ud af krisen
Træmanden har kæmpet for at holde hovedet over vandet.

Ikke så meget for sig selv, for han kan ifølge eget udsagn sove på en sten, men for familiens skyld.

- Jeg troede, livet var let - og et spørgsmål om hårdt arbejde og at gøre tingene bedre end andre. Alting galopperede bare af sted, men så kom krisen. Det har sgu været hårdt, men jeg tror også, at alting sker af en årsag.

Jeg skulle måske stoppe op og kigge mig lidt omkring.

LÆS OGSÅ: Viking Lyngvild: Det rene Kafka-vanvid

Alting skete så hurtigt.

- Over 100 huse på 13 år - det er der vist ikke mange andre, personligt ejede firmaer, der kan prale af. Siden ulykken med øjet i 2005 har jeg droslet ned. Jeg havde ikke lyst til det vilde liv mere.

Alle mine huse har jeg lagt hele min sjæl i, og du finder ikke et eneste menneske, der kan påstå, at de ikke har fået den ægte vare og lidt til, fortæller Claus Sørensen, hvis ene øje lyser af stolthed.

Håndværk og historie
Der er i den grad noget at være stolt af. Når man ser træmandens hjemmeside ved man, at her er en mand, der i den grad kan sit håndværk.

Der er ikke noget med sømplader og vinkelbeslag, men trædyvler og fingerfærdighed.

Det er godt gammeldags håndværk, når det er bedst.

- Mit næste hus er allerede på tegnebrættet, og det rummer alt det håndværk og historie, en bygmester kan tænke sig. Kærligheden overvinder alt, og min kærlighed til træ overvinder også en teknisk knockout.

- Der er masser af byggerier printet på min nethinde, og jeg glæder mig til at se dem i fuld størrelse.