Tyndt håndværkerfradrag

3F og Dansk Byggeri jubler af pligt snarere end ægte begejstring over regeringens skjulte bagatelgrænse

Ved at give et lille fradrag for alt arbejde udført i boligen, slipper regeringen for at forholde sig til den besværlige bagatelgrænse for vennetjenester og pensionistarbejde, den var ved at rode sig ud i. (Polfoto)
Ved at give et lille fradrag for alt arbejde udført i boligen, slipper regeringen for at forholde sig til den besværlige bagatelgrænse for vennetjenester og pensionistarbejde, den var ved at rode sig ud i. (Polfoto)

Når håndværkerfradraget vedtages med øjeblikkelig virkning den første juni, slår regeringen tre-fire fluer med ét smæk:

Mindre sort arbejde, flere job, skub i byggeriet, og ved at indføre et fradrag på alt husligt arbejde udført på regning, slipper regeringen for at forholde sig til den besværlige bagatelgrænse for vennetjenester og pensionistarbejde, den var ved at rode sig ud i.

Den primære opgave er at blive populær op til valget, og det er en ren win-win situation, når man kan glæde alle parter på én gang. Men i virkeligheden er smilene lidt anstrengte rundt omkring i håndværkernes og byggeriets organisationer.



Valgflæsk



De havde hellere set et håndværkerfradrag, der var mere målrettet håndværksmæssigt arbejde; gerne med særlig fokus på energirenoveringem, som slet ikke er kommet i gang. Og så skulle der være lidt mere kød på tilskuddet end de 5000 kroner per person, som det reelt ender på.

- Det ville være rart, hvis de havde målrettet det mere mod energirenoveringer. Nu kan man nærmest få penge til hvad som helst. Det her er noget med at please middelklassen ved at give lidt tilskud til almindelig rengøring og den slags. Men sådan er det jo, når man gerne vil genvælges. Det er da helt klassisk, siger Gunde Odgaard, sekretariatschef i BAT-Kartellet og tilføjer:

- Vi foretrækker egentlig, at man får et fradrag på for eksempel op til 50.000 kroner per husstand. Det synes vi, ville være mere retfærdigt, når man ser på det familiemønster, vi har i samfundet i dag.



Og Dansk Byggeri er helt på bølgelængde med BAT-manden.



- Vi har jo rost denne ordning, fordi den ligner noget, vi selv har foreslået - dog med en noget større beløbsgrænse end de reelt 5000 kroner per voksen i husstanden, siger Torben Liborius, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.

- Der er en byggedel og en servicedel med børnepasning, havehjælp, aflevering og afhentning af børn. Der er jo mange ting, de her fradrag kan bruges til. Vi havde da helst set, at denne ordning havde en ambition om, at den skulle bruges til at sætte lidt gang i energirenoveringsmarkedet, for det har lidt svært ved at komme i gang.