Stor test: Høvl fra håndværkerne

Tre tykkelseshøvle duellerer om at blive bedst - en af dem får stryg

En maskine må simpelthen ikke lave kutterslag til sidst. Du mister for meget af emnet, hvis du skal tage noget fra i begge ender, siger tømrer Martin Jensen, der sammen med tømrer Tony Winkel testede de tre tykkelseshøvle. (Foto: Camilla Stephan)
En maskine må simpelthen ikke lave kutterslag til sidst. Du mister for meget af emnet, hvis du skal tage noget fra i begge ender, siger tømrer Martin Jensen, der sammen med tømrer Tony Winkel testede de tre tykkelseshøvle. (Foto: Camilla Stephan)

Hvad end der står snedker eller tømrer på visitkortet, så er en transportabel tykkelseshøvl en god ven i maskinsamlingen.

Førhen måtte håndværkere kæmpe sig op ad stejle trapper med maskiner, der vejede mere end onde år, og som gjorde ihærdige forsøg på at brække ryggen på enhver, der så meget som tænkte på at flytte med dem.

Se også: Her er årets gaffeltruck

I dag fås heldigvis maskiner, hvis vægt du kan overskue, og som tilmed leverer arbejde i høj kvalitet. Men hvilken én af dem skal du vælge? Håndværkeren har sendt tre tykkelseshøvle til test for at finde den allerbedste.

Sendt til tælling
Vi fik tømrer Martin Jensen fra ThinkWood og tømrer Tony Winkel fra Winkelbyg, der begge til dagligt arbejder med både snedker- og tømmerarbejde, til at vælge deres tre umiddelbare favoritter, teste dem og pege på en vinder.

De to håndværkere gik straks i gang med både tykke og tynde emner, hårdt og blødt træ. Makitas version endte med at høvle sig mod en sikker pointsejr over Dewalt og fuldstændig knockoute Metabos høvl på en utilgivelig teknisk fejl.

– Metabo'en laver kutterslag til sidst, og det må den bare ikke. Udtræksvalserne skal kunne holde elementet stabilt nede, når det bliver kørt igennem – også på det sidste stykke. Du mister simpelthen for meget af emnet, hvis du skal tage noget fra i begge ender, siger Martin Jensen.

Med kutterslagets hak i brættet var Metabo så godt som ude af kampen, og testens to andre maskiner kunne kæmpe videre i en mere ligeværdig kamp.

Nem aflæsning
På mange parametre lå de to maskiner side om side, men Makitas høvl fik alligevel løbende sat flere gode slag ind på Dewalts version, som derfor langsomt sakkede bagud på pointtavlen.

Første velplacerede slag blev sat, allerede inden emnet kom i maskinen, nemlig ved justeringen og aflæsningen af højden.

–Makita'en er helt klart nemmest at aflæse. Både på Dewalt'en og på Metabo'en skal du nærmest stå på hovedet og ned under maskinen for at se, hvordan højden er indstillet. På Makita'en aflæser du ovenfra. Det er bare nemmere at arbejde med, siger Martin Jensen.

Tony Winkel er enig i den betragtning og fortsætter:

– På Dewalt'en er der endda sådan et 'forstørrelses-boble-øje', du aflæser igennem. Det er besværligt. Det skal aflæses fuldstændig lige på, for at det bliver præcist, og så bliver dens slags ofte snavsede indeni, så du ikke kan se tallene. Det dur ikke. Så hellere aflæse nedefra, siger Tony Winkel.

De to maskiner minder på flere punkter en del om hinanden.

De kan begge pakkes fuldstændigt sammen, så de er nemmere at transportere fra bil til job og tilbage igen. De har begge et velfungerende sug, og de leverer et tilfredsstillende stykke arbejde.

Værktøjsfri løsninger
Men der er alligevel forskel. Særligt på et punkt bliver de to håndværkere enige om, at Dewalt'ens parader falder, og Makita får afleveret en ordentlig mavepuster.

Se også: Dansk virksomhed vinder stor international pris

– På Makita'en slipper du for at stå og fifle med værktøj, når klingen skal skiftes, eller suget skal sluttes til. På Dewalt'en og Metabo'en skal du have fat i en skruetrækker og stå og pille rundt med små skruer. Der er det noget nemmere på Makita'en, siger Martin Jensen.

En ligeværdig kamp
Selv om Makitas høvl gennem testen har kæmpet sig til flest point, er der alligevel punkter, hvor de to håndværkere kan se mange fordele ved Dewalts udgave af tykkelseshøvlen.

–Dewalt'en kommer med et reduceringsstykke til suget, så du kan sætte alle størrelser slanger til. Det følger ikke med som standard ved Makita'en, siger Martin Jensen, og Tony Winkel fortsætter.

– Og så er Dewalt'en en robust maskine. Den tager ikke lige sådan imod skrammer. Men det betyder så også, at den er tungere end Makita, og der skal du lige afgøre, hvad du helst vil have. Er du alene på et job, er det helt klart at foretrække at have en lettere maskine, der er til at få med sig op og ned, men er der mange, der flytter rundt på maskinen hele tiden, så er det en fordel med en maskine, der virkelig kan holde til noget, siger Tony Winkel.

Suveræn sejr
Selv om der er fordele og ulemper ved begge maskiner, ender Makita alligevel med en sikker sejr.

– Den er bare lige det bedre på flere punkter. Nem at have med at gøre, simpel, og så laver den de bedste resultater, siger Martin Jensen.

METABO **

Fordele:
Ikke så tung

Larmer mindst

Kan pakkes helt sammen

Ulemper:
Laver kutterslag både i starten og til sidst.

Suget skal af med værktøj, der ikke følger med

Der skal bruges ekstra værktøj til at skifte klinge

Den er bredere end de andre og fylder mere i bilen

DEWALT ****

Fordele:
Reduceringsstykke til sug

Skærer pænt

Robust maskine

Kan pakkes fuldstændig sammen

Ulemper:
Den tungeste af de testede maskiner

Aflæses nedenfor

Suget skal tages af med små skruer

MAKITA: ***** 1/2

Fordele:
Tilslutning til sug er værktøjsfrit

Den letteste og mindste af de testede

Nemmest at aflæse – det gøres ovenfra

Nem at håndtere og pakke sammen

Nemt at skifte klinger

Laver de pæneste resultater

Ulemper:
Mangler som standard et reduceringsstykke til sug

Se også: Drone flyver over dansk messe

1 af 4 METABO **
2 af 4 DEWALT ****
3 af 4 MAKITA: ***** 1/2
4 af 4 En maskine må simpelthen ikke lave kutterslag til sidst. Du mister for meget af emnet, hvis du skal tage noget fra i begge ender, siger tømrer Martin Jensen, der sammen med tømrer Tony Winkel testede de tre tykkelseshøvle. (Foto: Camilla Stephan)

Skærm

Hent flere
Hent flere