Storm vælter håndværkere bagover: Kan næsten ikke følge med

Oktoberstormen lavede så meget ravage, at flere håndværkere har mere end hænderne fyldte, og i morgen rammer endnu en storm

Hos Hedehusenes Totalentreprise reparerer de i disse dage stormskader, men det er ikke alt, der kan reddes. Her ses firmaets reservebil. (FOTO: PRIVAT)
Hos Hedehusenes Totalentreprise reparerer de i disse dage stormskader, men det er ikke alt, der kan reddes. Her ses firmaets reservebil. (FOTO: PRIVAT)

Oktoberstormens skader betød mere arbejde til håndværkere over hele landet. Faktisk så meget, at de har været nødt til at hyre ekstra mandskab ind i en periode, der ellers typisk kan betyde vinterfyringer for mange.

Og det er selvfølgelig positivt, fortæller tømrermester hos Hedehusenes Totalentreprise, Brian Hovmand, men nu lurer en ny storm i horisonten, og det er lige ved at være for meget af det gode.

Er først færdige i februar
- Det er klart, at det betyder mere arbejde, og det er selvfølgelig godt, men lige den her storm ville vi faktisk gerne undvære, fordi vi har simpelthen så travlt, siger Brian Hovmand til Ekstra Bladet.

Se også: De tjener fedt på stormen

- Vi har stadig en masse mennesker, der endnu ikke har fået lukket deres tage af fra sidste storm. Alle de skader, som vi har fået ind fra oktoberstormen, er vi nok først færdige med i februar, og så kommer den her oveni

- Så I kunne godt have klaret jer med én storm?

- Ja, det må vi sige. Vi får svært ved at følge med. Vi skal nok klare den, men vi får travlt.

Rydder kalenderen
Dagen efter stormen, der ramte Danmark i oktober, ryddede de kalenderen for at tage sig af de mest akutte sager hurtigst muligt.

- Vi tog ud og dækkede af med presenninger, og det gør vi også fredag, siger Brian Hovmand.

Brian Hovmand har hyret to ekstra ind for at tage sig af den ekstra arbejdsbyrde. Hos Hedehusenes Totalentreprise er de nu seks ansatte. De kører hovedsageligt i området mellem Roskilde og København.

Se også: Efter stormen: Virksomheder er på vej ud af krisen

Hilser ikke stormen velkommen
Hos A-Z Tagentreprise på Fyn mener medejer Jan Nielsen at oktoberstormen har betyder 10-15 procent mere arbejde, men han ser ikke frem til stormen, der rammer i morgen.

- Vi hilser ikke ligefrem stormen velkommen, fordi vi er allerede presset af oktoberstormen, siger Jan Nielsen.

- OK! Det er da første gang, at jeg hører en håndværker brokke sig over at få arbejde...

- Jeg brokker mig ikke, men alle ringer jo og vil gerne have, at det er deres hus, der bliver lavet med samme, men vi bliver nødt til at prioritere de mest akutte sager først.

1 af 2 Brian Hovmand har svært med at følge med alle de henvendelser, han får fra folk ,der skal have repareret stormskader fra oktober-stormen. (FOTO: PRIVAT)
2 af 2 Hos Hedehusenes Totalentreprise reparerer de i disse dage stormskader, men det er ikke alt, der kan reddes. Her ses firmaets reservebil. (FOTO: PRIVAT)