Ti håndværkere dør hvert år på jobbet

Ansatte i byggeriet har næsten dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdspladsen - det skal ny handleplan lave om på

Foto: Martin Lehmann/Polfoto
Foto: Martin Lehmann/Polfoto

De ansatte i byggeriet har næsten dobbelt så stor risiko for at komme til skade på arbejdspladsen. Det er årsagen til, at centrale aktører i byggeriet er gået sammen om at lave en handleplan, der skal mindske antallet af alvorlige ulykker. Foreningen af rådgivende ingeniører, Danske Arkitektvirksomheder og Bygherreforeningen har bidraget til arbejdet med udførelsen af handleplanen, hvor især planlægningsarbejdet spiller en væsentlig rolle.

- Handleplanen går bl.a. ud på, at arbejdet skal planlægges ordentligt, inden man går i gang på byggepladserne, siger Hanne Ullum, der er udviklingschef for Bygherreforeningen.

Antallet stiger

Hvert år dør ca. ti ansatte på grund af en arbejdsulykke, og hvert år meldes ca. 1100 alvorlige arbejdsulykker. Fra 2007 til 2011 er antallet af ulykker i bygge- og anlægsbranchen steget med seks pct.

Selv om man er bygherre, kan man gå forrest

Der er rigtig mange forklaringer på, hvorfor det går galt, og den nye handleplan går bl.a. ud på at udveksle erfaringer, så stigningen ikke fortsætter.

Se også: Håndværkerens Humørpille: Flere Mette Blomsterberg-typer i håndværksfagene

- Vi har lavet fælles informations- og netværksmøder og arrangeret konferencer, hvor vi får beslutningstagerne i tale. Når man taler sammen, kan man lære meget. Selv om man er stærk, er der stadig mange ting at lære. Der er ikke nogen, der er færdiguddannet, siger Hanne Ullum, der påpeger, at arbejdsgiver såvel som folk ude på byggepladserne har et ansvar. for at sikre bedre forhold på pladserne.

- Det er regler, der er behov for, men vi mangler at få bredt den viden ud. Ingen vil sige, at en håndværker ikke skal have en sikker arbejdsdag eller skal risikere at blive nedslidt, men der er stadig langt derfra og til at få fokus på, at man selv har en rolle. Selv om man er bygherre, kan man gå forrest med holdninger og krav til, hvordan man får en god byggeplads, siger Hanne Ullum.

Ring til rådgiver

En hotline er i gang med at blive oprettet, så bygherrerne kan ringe og rådføre sig i forhold til konkrete problemstillinger.

- En kompetent medarbejder vil svare på spørgsmål og give gode råd. Sådan et tilbud har der aldrig været før, siger Hanne Ullum.

Se også: Derfor er jeg håndværker