Suzuki har genfortolket Grand Vitara

Du sidder godt, der er plads til varerne, men motoren er lidt træg, medmindre du rammer det rigtige omdrejningstal - vi tester Suzuki S-Cross som van

Foto: Jens Høy
Foto: Jens Høy

Husker du den store Suzuki Grand Vitara, der nærmest blev en landeplage som gul-plade-bil tilbage i begyndelsen af 00’erne. Den var stor, solid og perfekt til en håndværksmester med en betonblander på krogen. Siden da har det knebet for Suzuki med at tilbyde en 4X4-varevogn, men nu er bilen på gaden i form af Suzuki S-Cross Van.

Ingen kan beskylde Suzuki for at lefle for modeluner omkring designet og mulighederne i interiøret, for her hersker der en stemning af, at det for Suzuki mere handler om at tilbyde et solidt produkt med gode egenskaber frem for smarte modeløsninger. Den nye Suzuki SX4 S-Cross lover ikke mere, end den kan holde og er en rummelig, velkørende, men også en smule gammeldags bil.

Vi er gået skarpt efter, at også store chauffører skal kunne side behageligt bag rattet

Med en længde på 4,3 meter og en akselafstand på 260 cm hører S-Cross modellen til i C-segmentet, og ved ombygningen til van model har god plads til føreren haft højeste prioritet.

- Vi er gået skarpt efter, at også store chauffører skal kunne side behageligt bag rattet med ryglænet i en fornuftig vinkel, siger Suzukis danske pressechef, John Mogensen.

Se også: Her er den franske udgave af Hiace

Derfor er varerumsadskillelsen placeret så langt bagude, at selv meget høje personer kan finde sig en god og komfortabel kørestilling. Alligevel er der god plads i varerummet, der har en volumen på ca. 1200 liter. Den maksimale længde er på 135 cm, minimumsbredden er 100 cm mellem hjulkasserne, og minimumshøjden er på 70 cm. Under gulvet i varerummet er der et lille, men godt opbevaringsrum til småting og effekter, der kan skjules for nysgerrige blikke. Og desuden er der ved hver bagdør adgang til et aflangt opbevaringsrum lige bag ved plexiglasadskillelsen.

Dette rum kan sikres med små låger med lås (ekstraudstyr), så dyrt håndværktøj kan opbevares på tryg vis. Desuden kan S-Cross Van modellen også bestilles med en ekstra plexiglasadskillelse i højre side.

Lidt sløv diesel

Test-bilen er højeste udstyrsniveau, der omfatter stor knivskarp skærm med håndfri-opkobling og tilslutning af mobilos samt navigation. Motoren er på 1,6 liter og diesel-teknikken er oprindelig fra Fiat-hylderne og byder på helt moderne teknik.



Foto: Jens Høy
Foto: Jens Høy


I praksis er motoren dog lidt sløv i det, og man skal op over 1200 omdrejninger, før maskinen virkelig trækker. Motoren er med andre ord ganske smal i virkningsfeltet, og skifter man efter anbefalingerne i form af den lille pil i speedometeret, ja så ender man nærmest lige under området , hvor motoren virkelig trækker og må så sidde og vente, til momentet kommer. Måske er det et spørgsmål om at vænne sig til det, men motoren opfattes ikke som speciel smidig.

Sikker kørsel i sneen

Heldigvis er gearskiftet japaner-skarpt og koblingen med et godt defineret koblingspunkt. Firhjulstrækket er som udgangspunkt automatisk og ikke noget, som du skal tænke over ved daglig brug af bilen. Vil du ændre på systemet, sker det med en lille knap bag gearstangen.

Du kan her vælge Snow, hvor spinnende hjul i sne bliver dæmpet, eller du kan vælge Sport, der fordeler mere kraft til baghjulene. Det giver også lidt hurtigere respons på speederen, og det meste af testen foregik i Sport-indstillingen.

På tørre veje opleves bilen som ganske neutral på vejen med et godt vægtet styretøj

Har du brug for at trække en tungt lastet trailer gennem en mudret byggeplads kan du bruge Lock-knappen, der tildeler for- og bagaksel samme kraft op til 60 km/t.

Desuden er Suzukis AllGrip-system forsynet med sensorer, der hele tiden måler på styreudslag m.m. for at modvirke både under- og overstyring.

På tørre veje opleves bilen som ganske neutral på vejen med et godt vægtet styretøj, mens oplevelsen på glatte snedækkede veje indgyder tryghed og fornuftig fornemmelse af, hvor glat der er. Det grundlæggende udstyrsniveau er højt, og selv mindste niveau, GL, har sædevarme og fartpilot samt aircondition. Den testede bil er højeste niveau og byder blandt andet på xenon-lygter. Suzuki mener det seriøst, når de siger, at de vil tilbage og have en større del af van-salget, for bilen kan leveres som van i alle versioner.

Billigst er 1,6 Gl benzin med 120 hk, der koster 129.990 kr. uden moms (23.881 kr.)

Med GL udstyr, diesel og forhjulstræk er prisen 142.990 kr. uden moms (28.527 kr.).

Dyreste version er testbilen, der koster 193.990 kr. uden moms (35.696 kr.).

Se også: Energigigant søsætter verdens største fartøj