Værktøjet i varevognen kan være livsfarligt

Du sidder sikkert og godt i førerkabinen med selen på og airbag i rattet, men ikke alt er så sikkert, som du tror

Pas på med rod i varevognen - det kan slå dig ihjel. Foto: PR
Pas på med rod i varevognen - det kan slå dig ihjel. Foto: PR

Omme bag i kassevognen hos enhver håndværker ligger der et hav af ting. Boremaskiner og el-save, lægter, lamper og læssevis af kasser med beslag, søm og skruer eller andet godt.

Men ligger det ikke ordentligt i kasser i en crashtestet reol, eller er gipspladerne ikke spændt ordentligt fast, så er det livsfarligt, hvis du kommer ud for en trafikulykke. For det, du har liggende i lastrummet, kommer farende som en hammer gennem luften, hvis du står på bremsen.

- Hvis man forestiller sig en ulykke, hvor man kører lige op i en anden bil med 50 km/t., og der står en vaskemaskine på 85 kg i lastrummet, så kommer den farende med, hvad der svarer til 1,7 tons. Og hvis ikke den er spændt fast, bliver du mast mellem ryglænet, rattet og sikkerhedsselen og får store trykskader, forklarer Claus Dahl Pedersen, der ejer firmaet Dahl Engineering, som blandt andet crashtester for Opel, når der skal laves varerumsadskillelser til det danske marked.



Claus Dahl Pedersen gennemfører hvert år 120-150 crashtest. Foto: PR
Claus Dahl Pedersen gennemfører hvert år 120-150 crashtest. Foto: PR


- Vi har eksempelvis også testet rundjern. De går lige igennem adskillelsen, og er man uheldig, så spidder de simpelthen føreren i en ulykke, siger Claus Dahl Pedersen, der hvert år gennemfører mellem 120 og 150 crashtest for at undersøge blandt andet surringspunkter og stroppers holdbarhed i ulykkestilfælde.

Roder pga. travlhed
Theis Glendorf er tømrer og ejer firmaet Bøge Bjerg Byg i Frederiksværk. I hans egen kassevogn er der ryddeligt, og tingene ligger på plads i reoler, men han indrømmer, at der er noget mere gods i svendenes biler – og at det ikke altid ligger så ordentligt.

- Nogle gange bliver det jo bare smidt ind, hvis man har travlt, siger tømrermesteren.



Theis Glendorf får ikke altid ryddet op bag i varevognen, må han erkende. Foto: Thomas Schiermacher Jensen
Theis Glendorf får ikke altid ryddet op bag i varevognen, må han erkende. Foto: Thomas Schiermacher Jensen


Theis Glendorf har ikke før bekymret sig så meget om det inde i bilen. Han har mere tænkt, at det er godset på taget, der var farligt. Men tanken om at blive ramt af flyvende rundsave eller det, der er værre, kan måske få ham på andre tanker.

- Vi tænker meget over det, når vi har noget på tagbøjlerne. Men det er klart, at man også skal sørge for, at det, der ligger inde i bilen, ikke er til fare for nogen, siger han.

Nye krav
Varevogne skal leve op til DIN 75410-3 normen, som er lavet i EU. Her er det defineret, hvor meget adskillelsen mellem varerum og førerkabinen skal kunne holde til i ulykkestilfælde.

Når bilerne bliver testet, forudsætter man, at godset bag i bilen er spændt ordentligt fast, og værkstedsreoler og anden indretning er monteret, så det ikke river sig løs, når uheldet er ude. Så selv om varebilerne altså lever op til normen, der siger, at adskillelsen skal kunne modstå et tryk på et ton, så kan man ikke regne med, at bilen kan holde til alt – slet ikke, hvis man ikke selv sørger for at sikre det.

- Det kan ikke rigtigt lade sig gøre at konstruere en bil, der kan klare så store belastninger. Det ville kræve så tykt stål, at det ikke er muligt, forklarer Claus Dahl.

Så selv om det er tæt på fyraften og du har travlt, så sørg for at pakke tingene i kasser, lægge det på plads i reolerne og spænde plader og større ting fast med remme, der er godkendt til at klare presset, hvis uheldet er ude. Går det galt, er der kun en at bebrejde, hvis værktøj eller andet gods er skyld i invaliderende skader.

- Det er helt og holdent førerens ansvar, siger Claus Dahl Pedersen.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere