Byggeri’20 er udskudt på ubestemt tid

De danske byggecentre er stadig åbne. Arkivfoto: Jonas Olufson
De danske byggecentre er stadig åbne. Arkivfoto: Jonas Olufson

Den store fagmesse Byggeri’20, som skulle være afholdt fra 10. - 13. marts, blev udskudt i starten af marts, da statsminister Mette Frederiksen kom med den første opfordring om at udskyde eller aflyse arrangementer med flere end 1000 deltagere.

- Vi har indtil videre udskudt messen, og vi har ikke nogen dato på, hvornår den bliver afholdt. Lige nu bruger vi tiden på at holde hjulene i gang og hjælpe vores medlemmer med, hvordan de kan passe på hinanden, siger Palle Thomsen, som er administrerende direktør i Danske Byggecentre, som afholder messen Byggeri’20.

Fremryk renovering
Palle Thomsen mener, at det er svært at sige noget om, hvordan messens fremtidsudsigter kommer til at blive.

Han er dog optimistisk og oplyser også, at de danske byggecentre stadig har nok at se til.

- Det kører videre derude. Omgangen med hinanden har selvfølgelig ændret sig. Vi skal holde afstand, og der er nye måder at bestille på, siger Palle Thomsen.

Danske Byggecentre arbejder samtidig på at få flere til at fremrykke deres renoveringsprojekter.

- Vi prøver at opfordre offentlige institutioner til at bruge den her tid, hvor der alligevel ikke er nogen på arbejde, til at få sendt nogle håndværkere ind og få lavet noget vedligeholdelse eller nogle reparationer. Vi oplever lydhørhed rundt omkring i forhold til det. Vi har allerede oplevet én kommune, som har fremrykket en renovering, siger Palle Thomsen fra Danske Byggecentre.