Caddy blandt klassens bedste

Caddy van er blevet et mere robust arbejdsredskab, men den holder sig prismæssigt i skindet

Små varebiler under 2.800 kg udgør fortsat den største del af varebilssalget i Danmark. Volkswagen Caddy er en af de bedste. Foto: Altomvarebiler.dk
Små varebiler under 2.800 kg udgør fortsat den største del af varebilssalget i Danmark. Volkswagen Caddy er en af de bedste. Foto: Altomvarebiler.dk

 
Volkswagen Caddy van

VW Caddy har alle dage levet en tilværelse i skyggen af storebror Touran og Golf, der endda uofficielt lægger navn til en hel klasse af biler. Og for at føje spot til skade er det vel Citroën Berlingo, der er mest kendt i denne discount-klasse af rummelige MPV’er.

Men faktisk formår Caddy van lige akkurat at snige sig under sin franske konkurrent og tilbyder lige så meget varerum per krone. 3,2 kubikmeter. Og en hel kubikmeter mere varerum har du at gøre godt med, hvis du vælger en Caddy Maxi van.

Varerummet i Caddy van er uændret, men baglygterne er nye - og lidt mere moderne at se på. Foto: Altomvarebiler.dk
Varerummet i Caddy van er uændret, men baglygterne er nye - og lidt mere moderne at se på. Foto: Altomvarebiler.dk
 

Caddy har høstet mærkbar rutine fra sit eget bagland. I hvert fald når det kommer til køreegenskaber og komfort. I udviklingsfasen fik den del i de over to milliarder euro, som VW satte af til Caddy, Transporter og byggeriet af den nye Crafter-fabrik i Polen.

Og det har tilsyneladende smittet af på den tidligere lidt spinkle Caddy van, at storebrødrene har svinget både pen og værktøj sideløbende. Der er i hvert fald sket en udvikling i retning af det mere robuste, og det klæder helt klart den tyske vinduespudserbil.

Anstændig ekvipage
Caddy har fået langt bedre fat i underlaget, end den havde i sine unge år. Hjørnestolper og motorrum er støjisoleret bedre, end vi har oplevet det før, og det medvirker til at løfte Caddy fra nødtørftig til anstændig ekvipage.

Se også: Kæmpe byggeprojekt genopliver Scalagrunden

Dermed ikke sagt, at den kan bide skeer med Touran og Golf Sportsvan, men på endnu et punkt adskiller den sig fra konkurrenterne. Den fås med VW’s firehjulstræk 4Motion til den stærkeste dieselmotor, 2.0 TDI med 150 hk.

Rigtigt mange funktioner er gemt i infotainment-systemet, som er nyt i Caddy. Foto: Altomvarebiler.dk
Rigtigt mange funktioner er gemt i infotainment-systemet, som er nyt i Caddy. Foto: Altomvarebiler.dk
 

Prisen for en 4Motion er dog også derefter. Mere end dobbelt så dyr som indgangsmodellen til 108.000 kr. plus moms, og mon ikke den terrængående Caddy van er mere for sjovs skyld end tiltænkt den store markedsandel. Der kan ikke være mange penge i at levere Caddy van 4Motion til de tre-fire landmålere, der skulle få den løjerlige idé at downsize fra en Transporter.

Caddy er som udgangspunkt udviklet som erhvervsbil. Modsat hvad vi her til lands er vant til, er Caddy på hvide plader et afkog af varebilen Caddy van. Også selv om den i seneste udgave er designet med VW’s seneste design-DNA, som vi allerede kender fra personbilerne Golf og Passat.

Knap så yndefuldt
Fordelen er, at Caddy van har lidt stivere ben, så den kan bære sin byrde med ynde.

Knap så yndefuldt er det at entre den basale van-kabine. Til gengæld er det meget praktisk og plastisk. Sådan nærmest lidt rengøringsvenligt med store flader i uforgængelig plast, omend betjeningsgreb og -knapper kræver, at man dropper arbejdshandskerne.

Overskueligt, en dyb bakke i forrudehylden med plads til iPad'en, kopholdere og rum til mobil og småting. Foto: Altomvarebiler.dk
Overskueligt, en dyb bakke i forrudehylden med plads til iPad'en, kopholdere og rum til mobil og småting. Foto: Altomvarebiler.dk
 

En dejligt dyb fralægningsbakke i forrudehylden, som om nødvendigt kan rumme en iPad, plads til mobilen foran gearstangen og et par reelle kopholdere er grundlæggende, hvad den lille håndværker som udgangspunkt har brug for.

For en gangs skyld har vi testet en varebil med benzinmotor. 1.4 TSI med 125 hk præsterer Caddy vans ringeste brændstoføkonomi med 17,2 km/l. Den fås også med en 1.0 TSI med 102 hk, der giver lige over 18 km for en liter benzin, mens den kedeligste er en 1.2 TSI med 84 billige heste.

Selv om det er langt fra de mere sparsommelige TDImodeller, der alle tager udgangspunkt i den gode gamle 2.0 TDI, giver benzinmodellerne mening at have i programmet. For Caddy er en af den slags biler, der er både rummelig og smidig nok til at være service- og kurerbil i bymiljøer, hvor den skal starte og stoppe mange gange i løbet af en dag.

Så alt i alt er det et rigtig stærkt setup, VW har fået med den nye Caddy til at supplere Transporter T6 og den kommende Crafter, der ruller af samlebåndet i Poznan til næste år.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere