Danmarks bedste truck

Vi har samlet fem biler i en skov i Nordsjælland for at finde Danmarks bedste pickup truck

Skovløberne fra Frederiksdal gør kort proces af en stak træ, som skal bruges i testen af de fem trucks. Foto: Heidi Skibsted
Skovløberne fra Frederiksdal gør kort proces af en stak træ, som skal bruges i testen af de fem trucks. Foto: Heidi Skibsted

Dybt inde i skoven dur din kassevogn bare ikke. Selv om der næsten ingen grænser er for, hvor meget ragelse den kan sluge, så kommer den til kort på to områder: terræn-egenskaber og at trække tunge trailere. Og det er der nogle, som har brug for, men hvilken skal de vælge?

Vi har samlet et felt af fem biler, lige fra den populære Toyota Hilux, Nissan Navara, VW Amarok og Mitsubishi L200 til den nye Isuzu D-Max. Ford Ranger var inviteret, men kunne ikke deltage.

Sløv power
Lad os starte med den nye udfordrer, Isuzu D-Max. Allerede på papiret tager den nemlig et stik – den må tage 3500 kg trailer på krogen. Men for at teste bilernes terrænegenskaber er vi taget ud i skoven i det smukke Frederiksdal, nord for København.

Se også: En rigtig mand hader at tabe

Her står det hurtigt klart, at D-Max faktisk er en smule besværlig at køre mellem træerne. Motoren er en kraftfuld 2,5-liters dieselmotor med to turboer, som yder 400 Nm allerede fra 1400 o/min.

Desværre er de to turboer sløve til at komme ud af sengen, så under 1400 o/min sker der ingenting.

Når du trykker på gassen, opleves det som en 'ketchup-effekt', fordi der først sker ingenting, så ingenting og så kommer alle hestene galoperende i en helvedes fart. Den 'alt-eller-intet’-kørsel er irriterende, når du skal køre over forhindringer i skoven eller bakke med trailer. Bortset fra irritationsmomentet er D-Max ellers kompetent i skoven, og drejeknappen, som vælger mellem baghjulstræk, firehjulstræk eller lavgear, fungerer nemt.

Grov plastik
Indvendigt skal du ikke være bange for plastik, for den hårde slags er at finde overalt i kabinen. Det kan garanteret tåle bank, men konkurrenterne har alle formået at lave en mere appetitlig kabine. Til gengæld sidder du godt i sæderne til de lange ture, og i den testede Extended Cab er der god plads til to personer.

Golf'en
Når det nu handler om interiøret, så er det klart Amarok, der har det bedste. Her er alt lavet i vanlig VW-stil, og flere knapper kan du finde i en Golf – det er en god ting. To ting adskiller dog netop denne Amarok. Det er nemlig varianten Canyon, som er proppet med udstyr som lædersæder, bakkamera og automatgear. Prisen starter så ved 305.000 kr., hvilket er en gigantisk pose penge.

Du kan dog sagtens spare det farvede læder, men behold den ottetrins automatgearkasse, for den er med til at gøre køreoplevelsen i Amarok langt bedre end konkurrenterne. Sammen med en komfortabel, men sammenlignet med de andre mere præcis undervogn, føles Amarok som det rigtige valg for dig, som kører meget på landevej.

I skoven er Amarok på udebane, for den har relativt lav frihøjde, og så mangler reduktionsgearet på de stejle skrænter.

Sidste salgsdato
Mitsubishis L200 har efterhånden en del år på bagen, og det mærkes. Kabinen virker gammeldags og du sidder med rattet mellem benene, og styretøjet er ekstremt indirekte. Kombineret med en affjedring, som har svært ved at dæmpe ujævnheder og holde karrosseriet i ro, har du en bil, som er lige så agil som en strandet fiskekutter.

Til gengæld er den femtrins automatgearkasse et rart bekendtskab, og den 2,5-liters motor virker, som om den har bøffer.

Ved siden af automatgearkassen har L200 en gammeldags reduktionsgearkasse, som kræver bøffer, men når du først har most transmissionen i lavgear, kravler L200 fint gennem mudderet.

Selv om L200 på mange punkter virker gammeldags, så har det visse fordele, for billigste udgave starter ved 165.000 kr., og så har L200 som eneste testbil her fem års garanti.

En ommer
Nissans Navara har testens kraftigste motor med 190 hk. På landevejen føles den dog kun marginalt hurtigere, og ligesom Isuzu D-Max har den en turbo, der skal løbes i gang, før motoren rigtig præsterer.

Men alt det kan være lige meget, for firehjulstrækket på testbilen virker ikke – hvilket vi først finder ud af, da bilen er kørt ned ad en mudret og stejl skrænt.

Det kræver lidt af en redningsaktion, for det lykkedes ikke Isuzu D-max at trække den to tons tunge Navara op. I stedet kom Hilux til undsætning, som takket være sit spær på bagakslen kunne sende kræfter nok ned i pladderet og få Navara op.

Fra andre situationer ved jeg, at Navara ellers er ganske kompetent i terrænet, og kabinen er rummelig, men i dag står den i skyggen af Hilux.

Heltenes helt
Hilux har i nogle kredse et nærmest mytisk ry, og det er måske en smule opblæst, men i skoven var det Hilux, der reddede dagen. Kabinen er trang, og som i L200 sidder du med rattet mellem benene i ekstremt bløde sæder. Der er kun to døre, så adgang til rummet bag forsæderne er besværligt. Alligevel vinder Hilux mange hjerter, blandt andet med en motor, som har bundtræk nok til at trække supertankeren Emma Mærsk på land.

Danmarks bedste
Når pointene tælles sammen efter testdagen, er det den fornuftige VW Amarok, der vinder. Den er Danmarks bedste pickup truck, fordi den må trække 3200 kg, og har en kørekomfort, ingen af de andre kan matche. Andenpladsen må gå til Isuzu D-Max. Den har mange skønhedsfejl, men som arbejdsredskab er den effektiv.

VW Amarok er suveræn på asfalt. Lygtebroen er en del af udstyret i Canyon. Foto: Heidi Skibsted
VW Amarok er suveræn på asfalt. Lygtebroen er en del af udstyret i Canyon. Foto: Heidi Skibsted
 

Ingen af de andre kan matche nyttelasten eller trailervægten, og i terrænet kommer den frem, hvor den skal.

Toyota Hilux fortjener tredjepladsen, for den slog til, da de andre testbiler skælvede.

Fjerdepladsen får Nissan Navara. Havde firehjulstrækket virket, havde den måske taget tredjepladsen, men det gjorde det ikke, og så overlader det femtepladsen til Mitsubishi L200. Den føles som en generation ældre end de andre testbiler, og halter specielt på køreegenskaberne, men fordi den er så meget billigere, er den ikke et dårligt køb.

Skærm

Hent flere
Hent flere