'Danmarks vigtigste landshold' kæmpede sig til medaljer i Budapest

Danmark fik medaljer i seks af de i alt 10 håndværksdiscipliner, landsholdet deltog i under årets europamesterskaber i håndværk. De blev dog ikke allesammen givet for en podieplacering

De danske deltagere havde alle nomineret sig til EuroSkills ved at tage sejren indenfor deres fag ved DM i skills. Danmark kæmpede med i tre nye discipliner. Foto: Euroskills
De danske deltagere havde alle nomineret sig til EuroSkills ved at tage sejren indenfor deres fag ved DM i skills. Danmark kæmpede med i tre nye discipliner. Foto: Euroskills

Syv danske håndværkere kom for nylig hjem fra Budapest med lidt mere vægt på skuldrene, end de var taget afsted med.

De havde nemlig allesammen fået en medalje om halsen for en fremragende bedrift ved de nyligt afholdte europamesterskaber i håndværk for unge under 25 år, EuroSkills.

Fire sølvmedaljer, en bronzemedalje, to 'Medaillon of Excellence' og en 'Best of Nation'-udmærkelse blev det til for det danske landshold, der deltog i 10 discipliner.

Bedst gik det flisemurer Samuel Birk Axelsen, de to danske anlægsgartnere Peter Levin og Jesper Frederiksen samt bager Lasse Nørup Bentsen, der alle kæmpede sig til en andenplads i deres fag.

Sidstnævnte fik også anerkendelsen 'Best of Nation' efter konkurrencen. Den sidste danske podieplacering gik til murer Kenneth Meldgaard Ebbesen, der fik en bronzemedalje.

- Det er et exceptionelt flot resultat for Danmark, siger Jesper Juul Sørensen, der er formand for SkillsDenmark, i en pressemeddelelse.

I alt blev der ved årets europamesterskaber dystet i 37 praktiske discipliner – lige fra frisør over landbrugsmaskinmekaniker og til receptionist. 525 unge fra 26 EU-lande var derfor denne gang samlet i Budapest til konkurrencen, der bliver afholdt hvert andet år.

Bygningssnedker Justian Raahauge fik en 'Medaillon of Excellence' for sin præstation. Foto: SkillsDenmark
Bygningssnedker Justian Raahauge fik en 'Medaillon of Excellence' for sin præstation. Foto: SkillsDenmark

Tre nye discipliner
Siden 2014 har Danmark stillet med et landshold ved hvert mesterskab, og hver gang har holdet klaret sig flot.

I 2014 kæmpede landsholdet sig til to medaljer, der begge var af guld, i 2016 blev det til fire medaljer, hvoraf en var en 'Medaillon of Excellence', og i år blev det så til otte, når man tæller anerkendelserne 'Medaillon of Excellence' og 'Best of Nation' med.

Landsholdet er samtidig vokset. Fra at være fire deltagere i tre fag i 2014 bestod holdet i år af samlet 12 deltagere i de 10 fag. Det var derfor også første gang, Danmark var repræsenteret i flere af konkurrencens store fag.

- Det er første gang, Danmark deltager med fagene murer, flisemurer og bager i et EuroSkills, og så er det fantastisk flot, at de kommer hjem med sølv- og bronzemedaljer, siger Jesper Juul Sørensen i pressemeddelelsen.

Foruden de tre nye fag stillede Danmark op i fagene møbelsnedker, gulvlægger, anlægsgartner, bygningssnedker, landbrugsmaskinmekaniker, receptionist og bygningsstruktør.

Fokus på mulighederne
De to 'Medaillion of Excellence' gik i år til landbrugsmaskinmekaniker Ronni Larsen og bygningssnedker Justian Raahauge.

Disse medaljer gives ikke for en podieplacering som de øvrige, men for en præstation, der giver mere end 700 ud af de 800 mulige point i konkurrencen.

En del af formålet med EuroSkills er at promovere erhvervsuddannelserne i EU-landene og fremme den faglige stolthed. I denne kontekst kan de danske landsholdsdeltagere hurtigt blive rollemodeller – især når de ovenikøbet vender hjem med medaljer om halsen.

Formanden for SkillsDenmark, Jesper Juul Sørensen, har da også tidligere kaldt de unge talenter for 'Danmarks vigtigste landshold', fordi de med deres deltagelse er med til at sætte fokus på mulighederne i håndværksfagene.

Selv om tal fra Danske Regioner spår, at der i 2025 vil mangle op mod 67.000 faglærte, så er det fortsat svært at få de unge til at vælge gymnasiet fra. I år valgte 19,4 procent af de unge en erhversuddannelse.

Dansk medaljeregn

Det danske landshold fik medaljer i følgende seks discipliner:

Anlægsgartner: Sølv

Bager: Sølv +'Best of Nation'

Flisemurer: Sølv

Murer: Bronze

Landbrugsmaskin-mekaniker: 'Medaillion of Excellence'

Bygningssnedker: ’Medaillion of Excellence'

Skærm

Hent flere
Hent flere