I dag foregår arbejde oftere og oftere online, og alt fra kommunikation til salg tager udgangspunkt på nettet.
Derfor er det vigtigt for alle brancher – herunder også byggefirmaer – at man kan finde informationer om virksomheden online. Sådan siger Kiranan Luxmy, partner og grafisk designer hos Grafikr.dk, der bl.a. rådgiver virksomheder i at lave hjemmesider.
- De fleste vil typisk søge online efter oplysninger om en bestemt virksomhed, og derfor har det også en væsentlig betydning, at virksomheden har et online visitkort, hvor den potentielle kunde kan blive klogere på byggefirmaet og deres kompetencer. Har man en uoverskuelig eller utroværdig hjemmeside, vil man gå glip af potentielle kunder og derfor også omsætning, pointerer han.
Brug de sociale medier på jobbet
Online visitkort eller blog?
Kiranan Luxmy uddyber, at det vigtigste, man skal være opmærksom på, er at finde ud af, hvad formålet skal være med ens hjemmeside. Er det udelukkende et online visitkort, der skal præsentere virksomheden og vise kontaktoplysninger?
Eller vil man gøre ekstra meget ud af det med opdateringer om byggefirmaets seneste projekter og blogs om relevante trends i branchen?
- Det er så vigtigt, at man er afklaret på formålet, ellers kan det i stedet skade at vælge den sidstnævnte løsning, hvis det seneste projekt er opdateret i 2004, og vi er i 2017, understreger den grafiske designer og nævner, at den potentielle kunde i så fald vil tænke, at virksomheden ikke længere eksisterer.
- Man er næsten ikke-eksisterende, hvis man ikke er til at finde online. Den almindelige dansker er blevet meget mere kritisk, når han skal handle med virksomheder. Hvis man ikke er til at finde, læse om eller andet, så eksisterer man altså ikke hos kunden, siger han.
Lav en landing page
Ifølge Kiranan Luxmy er det ikke særlig svært at gå i gang med en hjemmeside i dag. Han forklarer, at der findes mange forskellige værktøjer til at starte nemt og hurtigt – det er bare at google sig frem.
- En af de trends, som er fremme i øjeblikket, er at have en såkaldt landing page. Det er en separat side på hjemmesiden, som skiller sig ud på den måde, at man kun har ét formål med den.
- For et byggefirma kunne det være en side, hvor formålet var at få kontaktoplysningerne på en kunde, som man kunne tage en uforpligtende snak med om husets næste byggeprojekt. Det resterende usynliggøres på netop denne side, forklarer han.
Profilvideoer og SEO
En anden trend lige nu er at lave profilvideoer af virksomheden og dens medarbejdere. Det fanger ifølge Kiranan Luxmy en større interesse hos den potentielle kunde.
- Det giver en større troværdighed i forhold til et enkelt gruppebillede af virksomheden eller en lang tekst, der bare fortæller om, hvad virksomheden gør godt. I en profilvideo får man muligheden for at sætte ord, ansigt og lyd på virksomheden.
- Det kunne være den enkelte medarbejder, der er i gang med et byggeprojekt og giver en præsentation af sig selv og projektet – samt hvorfor han arbejder her, forklarer han.
En tredje trend er betydningen af søgemaskineoptimering, SEO. Det handler om at ligge øverst i Googles resultater på specifikke søgeord.
- Mange sultne købere starter deres søgning på Google, og hvis man eksempelvis har et 'Byggefirma i Randers', så ville det være oplagt at ligge højt på søgeordet 'Byggefirma Randers'. Her er der nogle SEO-eksperter, som kan finde frem til søgeord, der har fine antal søgninger, der giver relevans for virksomheden, forklarer han.