’Det er ikke altid, at man lige får tænkt de bæredygtigere løsninger ind i planen’

En ny undersøgelse peger på, at håndværkerne ikke ved nok om bæredygtige materialer til at kunne vejlede deres kunder om det

Selv om 60 procent af de danske håndværkere er positivt stemt over for bæredygtigt byggeri, så mener mange ikke, at de ved nok om det. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix
Selv om 60 procent af de danske håndværkere er positivt stemt over for bæredygtigt byggeri, så mener mange ikke, at de ved nok om det. Foto: Casper Dalhoff/Ritzau Scanpix

Fokus på byggepladsens energiforbrug, brug af genanvendelige materialer og et sundt indeklima i det færdige byggeri.

Efterspørgslen stiger på byggeri, der tænker bæredygtigt fra start til slut, men ikke desto mindre føler mange håndværkere ikke, at de ved nok om emnet.

Det viser en undersøgelse af danske håndværkeres forhold til bæredygtighed, som byggemarkedskæden Stark har lavet blandt håndværkere fra de små og mellemstore håndværkervirksomheder.

I undersøgelsen har 1843 adspurgte håndværkere fra hele landet blandt andet svaret på, om de var villige til at betale mere for bæredygtige materialer, og hvordan de holder sig ajour inden for området.

Selv om 60 procent svarer, at de er positivt stemt over for bæredygtigt byggeri, svarer 64,8 procent samtidig, at de ikke føler, de har tilstrækkelig viden om, hvilke materialer der er bæredygtige. Det skriver BygTek.

Den manglende viden om bæredygtigt byggeri kan være medvirkende årsag til, at blot 7,7 procent af håndværkerne i undersøgelsen svarer, at de altid eller ofte rådgiver kunderne om bæredygtighed.

Vi har derfor grebet mikrofonen og spurgt tre danske håndværkere, hvordan man ifølge dem kan udbrede kendskabet til bæredygtigt byggeri noget mere.

* * *

Dennis Bisgaard K. Jensen

Tømrermester Riis & Bisgaard ApS

Privatfoto
Privatfoto

- Hvad mener du om bæredygtigt byggeri?
- I min verden er der mange, der siger, at de bygger bæredygtigt, men når det kommer til stykket, så gør de det ikke i praksis. Det er nemt at sige, hvis man ikke behøver at bevise det.

- Er du villig til at betale mere for bæredygtige materialer?
- Det er mere op til kunderne, om de er villige til at betale mere for, at materialerne er bæredygtige.

- Hvis kunden ønsker bæredygtige materialer, så får de det, men ofte ender de med at gå på kompromis, fordi det i sidste ende bliver dyrere for dem.

- Hvad kan man gøre for at udbrede bæredygtigt byggeri?
- Så er der nogen, der bliver nødt til at gå forrest og vise andre, hvordan det kan gøres. Det er ikke nok bare at italesætte bæredygtigt byggeri, det skal praktiseres og fremhæves også rent visuelt, så andre kan blive inspireret.

* * *

Casper Mølgaard Larsen

Murermester Casper Larsen ApS

Privatfoto
Privatfoto

- Hvad mener du om bæredygtigt byggeri?
- Jeg synes, det er en rigtig fin ting, at man prøver at gøre noget på den front. Det er der mange, der kan tage ved lære af, herunder også mig selv.

- Det er ikke altid, at man lige får tænkt de bæredygtigere løsninger ind i planen, nogle gange fordi det ikke kan lade sig gøre, men vi skal blive bedre til at tænke dem ind i begyndelsen af byggeriet.

- Er du villig til at betale mere for bæredygtige materialer?
- Som murer er det ikke mig, men kunden, der kommer til at betale dét ekstra for de bæredygtige materialer.

- Det er altså kunden alene, der bestemmer, men her kunne vi godt blive bedre til at vejlede mere inden for bæredygtige materialer, så kunden vælger dem frem for alternativet.

- Hvad kan man gøre for at udbrede bæredygtigt byggeri?

- Det er svært at svare på, for det er hele branchen, hele vejen rundt, der skal løfte i flok. Det er ikke kun håndværkerne, der er også arkitekterne, leverandørerne og kunderne.

* * *

Henriette Mørup Sørensen

Henriettemaler.dk V/Henriette Mørup Sørensen

Privatfoto
Privatfoto

- Hvad mener du om bæredygtigt byggeri?
- Jeg synes helt klart, at det giver mening, at der kommer mere af det. Men bæredygtighed er et vidt begreb, og jeg kan godt forstå, at håndværkerne bliver forvirrede.

- For mig handler bæredygtigt byggeri også om at bygge lokalt og bruge lokale håndværkere, for det er ikke bæredygtigt, at de kommer langvejs fra, heller ikke selv om de kører i elbil.

- Er du villig til at betale mere for bæredygtige materialer?
- Det er jeg, men jeg synes, det er et større problem, at jeg ikke kan slippe for al det plastikemballage. Jeg nægter faktisk at tage det med ud af byggehandlen.

- Samtidig er der kommet flere benspænd i det daglige. Før i tiden var klæberspandene firkantede, så de kunne bruges til rullespand, når de var tomme. Nu har producenterne lavet formen om, fordi rullespandene pludselig ikke solgte. Det vil sige, at jeg nu er tvunget til at købe nye spande i stedet for at genbruge. Det er ren idioti.

- Hvad kan man gøre for at udbrede bæredygtigt byggeri?
- Til en start bliver man nødt til at definere og finde ud a, hvad bæredygtigt byggeri er. For hvis du bygger et træhus her i Danmark, som er godt for miljøet og bæredygtigt udadtil, men bruger træ fra et land med tørke, vil jeg ikke sige, at det er bæredygtigt.

- Vi bliver nødt til at tænke over det store billede, og så synes jeg, at producenterne bør tænke over, at de spænder ben med al den emballage for os, der gerne vil være bæredygtige i det daglige.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere