Dropper håndværkeren: Unge går på YouTube

De yngste boligejere vil hellere gå på YouTube eller spørge familien end ringe til en fagmand, når de skal søge råd om renovering af hjemmet

Mange unge boligejere vælger at søge råd på steder som YouTube og blandt venner og familie, når de skal i gang med byggeprojekter. Foto: Colourbox
Mange unge boligejere vælger at søge råd på steder som YouTube og blandt venner og familie, når de skal i gang med byggeprojekter. Foto: Colourbox

Griber unge boligejere gerne knoglen og ringer til håndværkeren, når de har brug for rådgivning om renovering af hjemmet?

Nej, viser videncentret Bolius’ årlige undersøgelse ’Danskerne i det byggede miljø’.

De unge boligejere går derimod på YouTube samt spørger familie og venner, når de har brug for hjælp til deres boligprojekter. Det oplyser Tekniq Arbejdsgiverne i en pressemeddelelse.

Der er på det punkt et stort spænd mellem aldersgrupperne i undersøgelsen. Kun 30,2 procent af de 25-39-årige søger hjælp hos håndværkeren, når boligen skal vedligeholdes, mens det næsten er halvdelen af de 50-59-årige (47,4 procent).

– Jeg tror, det handler om økonomi, og at de unge rent faktisk har kræfterne til det. Og derudover synes de sikkert, at det er sjovt selv at lave, hvis det er det første hus, de køber, siger Tine Nielsen, der er fagekspert i Bolius, i pressemeddelelsen.

Klare grænser
Hos Tekniq Arbejdsgiverne understreger de, at både unge og ældre boligejere skal huske på, at der er klare grænser for, hvad de selv må lave.

– Det gælder ikke mindst inden for el og VVS, hvor det altid er en god idé at konsultere en autoriseret håndværker, inden man kaster sig ud i gør det selv-arbejdet, siger Bjørn Hove, udviklingskonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, i pressemeddelelsen.

Han mener, det er naturligt, at mange unge boligejere vælger at kaste sig ud i boligrenoveringen selv.

De har måske købt deres første bolig, og økonomien er presset, men det bliver den sandsynligvis ikke ved med at være, som årene går. Derfor er det oplagt at bygge relationen op gennem de digitale kanaler, mener han.

– Man skal passe på ikke at se for snævert på det. Hvis man har vænnet kunderne til, at her er noget interessant, så har man bygget en relation op, og så er man klar, når der er noget, de ikke selv kan eller må lave, siger Bjørn Hove.

Trækker i arbejdstøjet
De yngre boligejere og andelshavere nøjes da heller ikke kun med at søge råd og vejledning på nettet. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at de også er villige til selv at trække i arbejdstøjet og kaste sig ud i større vedligeholdelsesarbejder. Aldersgruppen lægger sig således helt i front, når det kommer til gør det selv-arbejde.

På spørgsmålet om, hvem der laver større vedligeholdelsesarbejder på boligen, svarer 45,8 procent af de 25-39-årige, at de gør det selv med hjælp fra familie og venner. 38,2 procent ringer efter den professionelle håndværker. Det er markant anderledes end de øvrige boligejere.

Resultaterne viser, at hele 58 procent af alle boligejere tilkalder den professionelle håndværker ved større projekter, mens kun 14 procent vil kaste sig ud i dem selv. Til gengæld vil 88 procent lave de mindre opgaver selv. Hele undersøgelsen for 2019 er lavet på baggrund af i alt 7.083 repræsentative interviews med danskere over 25 år.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ekspert: - Spil med

Også mindre håndværksvirksomheder må blive bedre til kommunikation på nettet, siger Bjørn Hove. Foto: Jeppe Carlsen/PR
Også mindre håndværksvirksomheder må blive bedre til kommunikation på nettet, siger Bjørn Hove. Foto: Jeppe Carlsen/PR
 

Når mange unge fravælger at søge rådgivning hos håndværksvirksomheder og fagfolk, hvad skal man så gøre som virksomhed for at få dem til at lægge ordrerne hos sig?

Bjørn Hove, som er udviklingskonsulent hos Tekniq Arbejdsgiverne, fortæller, at håndværksvirksomheder skal blive bedre til at bruge de digitale platforme, hvis de skal trænge igennem til yngre kunder.

– Uanset om man skal lappe en cykel eller finde sit næste hotelophold, så er de fleste efterhånden vænnet til at bruge internettets mange muligheder. Man spørger måske også sine Facebook-venner om hjælp til at finde en god elektriker, og derfor er virksomhederne nødt til at spille aktivt med i den udvikling, siger Bjørn Hove.

– Vi kommer ikke uden om det. Virksomhederne skal se det som en investering i fremtidige arbejdsopgaver. Det er en anderledes måde at kommunikere med kunderne på, og det må vi imødekomme som branche, siger Bjørn Hove.

Det kan f.eks. være alt fra professionelt producerede instruktionsvideoer til håndholdte mobilvideoer og links.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere