Efteruddannelse er også for håndværkere

Hvis man vil forblive en attraktiv arbejdskraft i mesters øjne, gælder det om at efteruddanne sig

Arkivfoto: Finn Frandsen
Arkivfoto: Finn Frandsen

Alle arbejdspladser udvikler sig, og inden for bygge- og anlægsbranchen kommer der også hele tiden nye materialer, teknologier og værktøjer, som den grundige håndværker skal lære at bruge, og det kræver ofte efteruddannelse af en eller anden art.

- Hvis man vil vedligeholde sin egen værdi på arbejdsmarkedet og desuden være med til at udvikle arbejdspladsen, kræver det, at man holder sig opdateret på den nyeste viden.

- Heldigvis findes der en million muligheder, hvis man ved, hvor man skal kigge, siger Heike Hoffmann, der er chefkonsulent inden for uddannelsesområdet ved SMVdanmark, som tidligere hed Håndværksrådet.

Blandt andet anbefaler hun hjemmesiderne e-Vejledning.dk og den nye, opdaterede voksenuddannelse.dk, hvor både virksomheder og privatpersoner kan søge råd og personlig vejledning både telefonisk og skriftligt til, hvilke efteruddannelseskurser der er mest relevante.

- Samtidig er efteruddannelse ikke ensbetydende med, at alle kurser tages på skolebænken i traditionel forstand. Mange af AMUkurserne kan man tage i hvert fald delvist over nettet eksempelvis som fjernundervisning og webinar. Det vigtigste er, at man bliver opdateret på sit fag, siger Heike Hoffmann fra SMVdanmark.

Heike Hofmann er chefkonsulent hos SMV Danmark. Foto: SMV Danmark
Heike Hofmann er chefkonsulent hos SMV Danmark. Foto: SMV Danmark
 

Leverandørkurser
Rigtig mange organisationer og virksomheder afholder leverandørkurser, hvor en repræsentant kommer ud til virksomheden og fortæller om et nyt produkt.

- Det kan være en ny slags maling eller olie, maskindele eller det nyeste inden for autodele. Det er tit meget specifikke kurser, men det er en rigtig god og nem måde at blive opkvalificeret på lige præcis det pågældende emne, siger Heike Hoffmann.

eVejledning.dk
eVejledningen hænger sammen med voksenuddannelse.dk og er et tilbud til alle, der har brug for vejledning om uddannelse, uanset om det er ungdomsuddannelse eller efter- og videreuddannelse.

- Det smarte er, at man kan få vejledning på mange forskellige måder alt efter behov. Man kan chatte, maile og få personlig telefonisk vejledning, hvor en ansat sidder parat til at svare på alle ens spørgsmål, hvis man foretrækker det, siger HeikeHoffmann.

Telefonen har desuden åbent alle dage, både dag og aften, også i weekenden.

Vejledningen foregår desuden anonymt.

Fagblade
Der findes et hav af fagblade, og alt efter ens interesser er der rig mulighed for at blive klogere. Om man så er metalarbejder, vvs'er eller snedker, så findes der et fagblad lige til dig. På mediavejviseren.dk kan man finde en liste over alle danske fagblade, og nogen af dem kan man også læse online.

- Mange fagforbunds medlemsblade er også rigtig gode, for der sidder dygtige og kompetente journalister og skriver artiklerne. Og så findes der selvfølgelig også fora for alting på nettet, så hvis man nørder et eller andet meget specifikt, så er internettet der, siger chefkonsulent Heike Hoffmann.

voksenuddannelse.dk
- Jeg vil gerne slå et slag for denne hjemmeside, for den er virkelig nyttig og nem at finde rundt på. Den er både for virksomheder og for enkeltpersoner, og selvom hjemmesiden ikke er helt færdig på efteruddannelsesområdet endnu, kan man som faglært bruge det meste af den, siger Heike Hoffmann.

Hjemmesiden tager desuden hensyn til både læsesvage og ordblinde, blandt andet ved at læse tekst op, og så er der også mange videoer, der forklarer.

Herinde kan man også læse om de forskellige uddannelser, søge AMU-kurser og meget, meget mere.

Spørg fagforeningen til råds
Der er mange forskellige måder at finansiere efteruddannelse på, og da reglerne ikke er helt så firkantede, kræver det også, at man tager en snak med sin fagforening om sine muligheder.

- Det kommer nemlig helt an på, hvilken overenskomst man er under, og det kan være indviklet selv at sætte sig ind i. Derfor skal man tage en snak med fagforeningen, for de har helt styr på, hvilke muligheder man har, hvad man har ret til, og hvordan man bedst snakker med sin chef om at få mere efteruddannelse, siger Heike Hoffmann.

AMU-kurser
AMU står for arbejdsmarkedsuddannelser og henvender sig til faglærte og ufaglærte. Typisk er det et kortere kursusforløb, som kan tilpasses den enkeltes arbejde, så man ikke er unødigt væk.

- Alt efter branche er der certifikater, som skal fornys inden for en årrække, for at man overhovedet kan udføre sit arbejde, og det sker også på AMU. Men der findes også mange andre spændende kurser end de påkrævede, så hvis man for eksempel føler sig nedslidt, kan man tage et kursus i ledelse og på den måde få andre arbejdsopgaver efterfølgende, siger Heike Hoffmann.

Nogle kurser tilbydes desuden som fjernundervisning eller webinar, så man ikke behøver at møde fysisk op hver gang. Kontakt den lokale erhvervs- eller AMUskole for at høre, hvordan undervisningen foregår.

Drop YouTube
Selvom det er populært som aldrig før at lære ting ved at se videoer på YouTube, så er det ikke noget, som Heike Hoffmann anbefaler professionelle håndværkere at gøre.

- Her vil jeg være meget påpasselig, for hvordan ved man, om det, de gør i videoerne, er den helt rigtige måde at gøre det på? Man kan ende med at gøre mere skade end gavn, hvis man følger amatørers råd, så man skal i hvert fald bruge sin kritiske sans, siger Heike Hoffmann.

Dog findes der også demonstrationsvideoer af eksempelvis nyt værktøj, hvor man kan se, hvordan det virker, og det er i hvert fald en billigere måde end selv at skulle ud og investere i det først.