Eksperter: Klare mobilregler kan redde liv

Før i tiden var det spiritus, der var skyld i flest alvorlige erhvervsulykker på vejene. I dag er det mobiltelefonen, og det får eksperter til at anbefale retningslinjer

Mens de fleste virksomheder har lavet regler for alkohol og brugen af sikkerhedssele, er der stadig langt mellem dem, der har lavet regler for mobilbrug. Foto: Colourbox
Mens de fleste virksomheder har lavet regler for alkohol og brugen af sikkerhedssele, er der stadig langt mellem dem, der har lavet regler for mobilbrug. Foto: Colourbox

Håndværkere ved det bedre end de fleste. Ringer telefonen, må man hellere tage den med det samme – for det kunne jo være en kunde, der forsøger at få fat i en.

Men mobiltelefonerne udgør i dag en af de største risici for håndværkere i trafikken, lyder det fra Rådet for Sikker Trafik. For de stjæler opmærksomheden fra det, der er allervigtigst, når man sidder bag rattet af tung varevogn med begrænset udsyn til flere sider: Trafikken.

– Vi ser rigtig mange uheld, der skyldes uopmærksomhed på grund af mobiltelefoner, siger Mathias Hjorth Frederiksen, som er projektleder i Rådet for Sikker Trafiks erhvervsafdeling, Sikker Trafik Erhverv. Han fortsætter:

– Håndværkere vil jo ligesom alle andre gerne have det optimale ud af deres tid, og derfor er de hurtige til at tage telefonen, så snart den ringer. Men fordi håndværkere bruger en stor del af deres arbejdstid på vejene til og fra opgaver, udgør det en helt særlig udfordring, hvis deres opmærksomhed er på mobilen frem for på vejen.

Regler kan redde liv
Tidligere var det især spiritus og manglende brug af sikkerhedsseler, der var skyld i de fleste alvorlige bilulykker. De fleste virksomheder har i dag lavet regler, der begrænser den slags ulykker.

Men sådan er det endnu ikke, når det kommer til brugen af mobiltelefoner. Det til trods for, at telefonen for længst har overhalet alkoholen som den mest udbredte årsag til bilulykker i erhvervet.

– Hvis chefen ikke har lavet retningslinjer for, hvordan man bør bruge mobiltelefoner i arbejdstiden, så kan man med fordel selv tage initiativ til at få dem lavet. Nogle virksomheder forbyder simpelthen mobiltelefoner under kørslen. Det kan redde liv, fastslår Mathias Hjorth Frederiksen fra Sikker Trafik Erhverv.

Når en varebil er involveret i en ulykke, bliver ulykken ofte mere alvorlig på grund af varevognens vægt. Derfor er Havarikommissionen for Vejtrafikulykker netop gået i gang med en større undersøgelse af ulykker med varebiler.

Resultaterne af undersøgelsen vil blive fremlagt, når undersøgelsen er færdig til næste år.

Større fokus på vaner
Ifølge formanden for Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, civilingeniør Mette Fynbo, er det essentielt, at virksomhederne gør trafiksikkerheden til højeste prioritet, når de sender deres medarbejdere ud på vejene.

Bilerne bør først og fremmest udstyres med assistentsystemer, der kan træde til ved fare eller nødsituationer. Det kunne eksempelvis være nødbremsesystemer, træthedsalarmer eller linjevogter. Og så skal der i dagligdagen sættes mere fokus på, hvordan man agerer i trafikken, mener hun.

– Ligesom det før var med spiritus, så er der en kultur, der skal ændres. Og der kan virksomhederne spille en stor rolle ved at italesætte nogle retningslinjer for, hvad man gør og ikke gør under kørslen. Det kan også smitte af på, hvordan folk kører privat – og så kan virksomhederne selv få noget ud af det på bundlinjen, siger Mette Fynbo.

5 gode råd til at blive en bedre erhvervsbilist

1. Planlæg turen, inden du kører hjemmefra. Sørg for at indstille GPS’en, så du ikke skal gøre det, mens du kører. Tag også de vigtige telefonsamtaler, inden du sætter dig bag rattet, så du kan fokusere 100 procent på trafikken.

2. Indstil bak- og sidespejle og sørg for, at du sidder rigtigt i bilen. Mange håndværkere kører ikke i deres egne biler, og det er en dårlig idé at skulle indstille alt for meget, mens man er på farten.

3. Overhold hastighedsgrænserne. Det er en klassiker, men de er der af en årsag. Fart er nemlig stadigvæk den allerstørste dræber i trafikken.

4. Vær ekstra opmærksom ved højresving. Cyklister er altid udsatte, men de er ikke længere alene på cykelstierne. Moderne motorkøretøjer som for eksempel elløbehjul, motoriserede skateboards og elcykler skaber en lang række nye situationer, man skal forholde sig til. Og når man i forvejen sidder i en tung varevogn med dårligt udsyn, udgør den slags køretøjer en stor sikkerhedsrisiko.

5. Tal med din chef. Det er vigtigt, at virksomheder har en politik om, hvad der forventes af medarbejderne i forhold til at bruge mobiltelefonen i løbet af en arbejdsdag. Eksempelvis kan det aftales, at man altid først kører ind til siden, når mobiltelefonen ringer – det er også medarbejderpleje, at man ved, hvad man skal gøre.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Første arbejdsopgave er et kørekursus

Hvis Colas' ansatte vil tale i håndholdt mobil, skal de stoppe køretøjet. Foto: PR
Hvis Colas' ansatte vil tale i håndholdt mobil, skal de stoppe køretøjet. Foto: PR
 

’Pas på min far’. Et budskab, der periodevis siden år 2000 har præget de danske veje og signaleret til de danske bilister, at de skal sætte farten ned. Asfaltarbejderen i vejkanten er ofte nogens far, og han skal gerne nå hjem til sine børn, når arbejdsdagen er omme.

I asfaltvirksomheden Colas Danmark A/S har man valgt at tage trafiksikkerheden et skridt videre. For det er ikke nok, at budskabet kun er rettet mod andre bilister – det skal også gælde medarbejderne selv.

– Vi vil gerne have, at bilisterne sætter farten ned der, hvor der er vejarbejde, for det er nogens forældre, der står derude. Men hvis vi vil have andre bilister til at opføre sig ordentligt, så må vi selv gå forrest, siger Lene Møldrup, som er chef for kvalitet, miljø og arbejdsmiljø i Colas.

Liv og lemmer på spil
Derfor har virksomheden indført strikse regler for, hvordan de ansatte skal gebærde sig i trafikken. Blandt andet skal de gennemføre et kursus på køreteknisk anlæg, hvor de lærer alt fra gode kørevaner til, hvordan man fastsurrer materiel ordentligt på vognene.

Derudover er alle firmaets biler udstyret med håndfri mobilbetjening, ligesom varevogne på over to ton har fået hastighedsbegrænsere, så de ikke kan køre over 110 km/t.

– Det er noget, vi bruger rigtig mange ressourcer på. Når Colas’ logo er på alle vores biler, så er det meget nemt at rette henvendelse til os, hvis man kan se, at vores ansatte ikke kører ordentligt. Og den slags henvendelser får vi, siger Lene Møldrup og tilføjer:

– Bliver vi kontaktet, så tager vi fat i medarbejderen. Og hvis der er tale om mere generelle problemer, melder vi det ud i hele virksomheden. For det er altså liv og lemmer, der er på spil i trafikken.

Farvel til håndholdt mobil
Ligesom eksperterne peger Lene Møldrup på brugen af mobiltelefoner som en af de allerstørste udfordringer.

Derfor har Colas indført en streng politik for mobilbrug under kørslen. Der er installeret håndfri telefoner i samtlige af virksomhedens vogne, og hvis medarbejderne absolut skal tale i håndholdt telefon, er de pålagt at holde ind til siden.

– Budskabet er helt enkelt: Lad nu være! I må ikke tale i håndholdt mobil, for det er altså din egen og andres sikkerhed, det går ud over. Det skal bare gentages og gentages og gentages, og det er nødt til at være helt eksplicit, siger Lene Møldrup.

På europæisk plan diskuterer virksomheden nu, om de helt skal forbyde al mobilsnak – også håndfri – under kørslen. Men fordi så stor en del af arbejdsdagen typisk bruges bag rattet, så er der stadig nogle praktiske udfordringer, der skal løses, før det kan realiseres.

– Selv om der er en vilje, er det stadig lidt af en varm kartoffel, siger Lene Møldrup.

Sådan har Colas forbedret sikkerheden

Kørekrav til de ansatte
Selv om virksomhedens ansatte i forvejen har erhvervet sig et kørekort, skal de gennemføre et kursus i teori og praktisk køreundervisning. Det involverer også en tur på køreteknisk anlæg. Her bruger de deres egne arbejdsvogne, så de bliver fortrolige med dem. Desuden lærer de, hvordan man fastsurrer forsvarligt.

Bilernes udstyr
Alle Colas’ varebiler over to ton er udstyret med hastighedsbegrænsere, så de ikke kan køre over 110 km/t. – også på de steder, hvor man ellers må køre 130. Desuden er der installeret systemer til håndfri betjening af mobiltelefoner.

Information og opfølgning
Colas giver medarbejderne løbende information og rådgivning om, hvordan man kører ordentligt i trafikken. Der stilles krav til medarbejdernes køreevner og adfærd under kørslen, og virksomheden følger altid op på trafikulykker i arbejdstiden. Hver måned laves en rapport med eventuelle hændelser.

EU-charter
Colas Danmark A/S har sammen med en række af koncernens søsterselskaber underskrevet Europæisk Charter for Trafiksikkerhed. Det er civilsamfundet i Europas største platform for deling af viden, der kan forbedre sikkerheden på vejene. Flere end 4000 virksomheder og myndigheder i EU har underskrevet chartret, der har til formål at mindske antallet af dræbte på vejene.

Skærm

Hent flere
Hent flere