En gang maler, altid maler

Den ærkekøbenhavnske gadedreng Erik Clausen svinger stadig penslen, og hans kærlighed til malerfaget og respekt for håndværkerne er lige så stor i dag, som den var for 50 år siden, da han blev udlært

Erik Clausen er maler, men spillede i filmen ’Slip Hestene Løs’ vinduespudser. Foto: Jesper Stormly Hansen
Erik Clausen er maler, men spillede i filmen ’Slip Hestene Løs’ vinduespudser. Foto: Jesper Stormly Hansen

Skuespiller, filminstruktør og debattør. De fleste kender Erik Clausen for mange ting, men ikke malersvend. Ikke desto mindre er det en stor del af ham. Han har altid interesseret sig for malerfaget og har, siden han blev udlært i 1961, arbejdet løst som maler og billedkunstner.

Hvorfor blev du maler?

- Jeg elsker at male. Når man maler, skal man ikke holde møder – man kan bare lege og være fri. Da jeg var ung, ville jeg gerne være billedkunstner, så jeg gik ud af skolen, da jeg var 15 år. Hvis man gik i lære som maler, kunne man senere blive billedkunstner, fandt jeg ud af.

Hvor lang tid arbejdede du som maler?

- I fire år var jeg i lære som maler, og så arbejdede jeg som malersvend i fire år også. Indimellem holdt jeg fri for at male mine malerier. Men igennem de næste 20 år havde jeg løst arbejde som malersvend, hvis salget af mine malerier ikke gik så godt.

Se også: Tømrerlærling fanger biltyve med gravko

Hvordan var det at være i lære som maler dengang?

- Det var sjovt, men min læretid var selvfølgelig ikke uden problemer. Jeg kan huske, at jeg om søndagen fuskede med mit malerarbejde, så jeg kunne købe den racercykel, jeg ønskede mig. Det var jo dyrt dengang.

Hvad er det bedste ved faget?

- Det er, at du kan se resultatet meget hurtigt, og det kammeratskab, som man har som håndværker. Hele kulturen kan koges ned til røv eller kammerat. Du får lov at være dig selv og have dine meninger – du kan være Jehovas Vidne eller kommunist. Det eneste, der betyder noget for mester, er, at du laver dit arbejde.

Foto: Joachim Adrian
Foto: Joachim Adrian
 

Hvad er det værste ved faget?

- Nedslidningen og akkordsystemet – det kan drive folk til vanvid, når man løber rundt i stedet for at gå. Sikkerheden var også dårlig dengang. Da jeg var ung, havde vi dårlige stilladser og stiger, men sikkerheden er blevet bedre nu.

- Hvis jeg havde taget en sikkerhedshjelm på, da jeg var ung, havde de sgu kaldt mig en tøsedreng.

Hvornår lavede du sidst malerarbejde?

- Det er ikke mere end et par måneder siden, at jeg malede min datters lejlighed. Jeg synes, hun fortjente et ordentlig stykke malerarbejde.

Se også: Pickup med specialudstyr: Jægerens bedste ven

Hvordan synes du, at det går for malerfaget generelt?

- Jeg synes, at der skulle være mere opmærksomhed på håndværkere og deres arbejde. Jeg mener, hvad fanden tror folk? At deres huse er vokset op af jorden af sig selv? Jeg er glad for, at Ekstra Bladet sætter fokus på håndværkerfagene.

Du er jo også skuespiller og instruktør – hvorfor valgte du at gå den vej også?

- I skuespillerfaget spiller man en anden person end sig selv. Det synes jeg er sjovt, og det er en befrielse at gå ind i en karakter og være en anden. Jeg har for eksempel for nylig spillet mekaniker og lidt af en hængerøv i 'Mennesker bliver spist', hvilket er langt fra, hvordan jeg selv er.

Bruger du nogensinde din erfaring som maler i skuespillerfaget?

- Det skal jeg lige tænke lidt over. Det kan jeg jo ikke selv bedømme. Men jeg tror, at jeg har forsøgt at gøre det kunstneriske arbejde så konkret som muligt, så der ikke er alt muligt romantik omkring det. Man kan jo sige, at det at lave film i høj grad også er et håndværk.

Skærm

Hent flere
Hent flere