Enorm interesse for arbejdsbukser til gravide

2.500 gravide kvinder fra håndværkerbranchen har ansøgt om at blive testpilot på Blåkläders nye graviditetsbukser

At være gravid skal ikke være en hæmsko i forhold til arbejdstøj, mener firmaet Blåkläder, der har lanceret en ny serie af arbejdsbukser til gravide. Foto: Blåkläder
At være gravid skal ikke være en hæmsko i forhold til arbejdstøj, mener firmaet Blåkläder, der har lanceret en ny serie af arbejdsbukser til gravide. Foto: Blåkläder

Tidligere på året præsenterede Blåkläder planerne om at udvikle arbejdsbukser specielt udviklet til gravide.

I forbindelse med offentliggørelsen af planerne oplyste Blåkläder også, at de var på jagt efter testpiloter, som kunne tænke sig at afprøve de nye arbejdsbukser til gravide, inden de bliver sendt i handlen.

Skal man dømme efter antallet af frivillige til den opgave, kunne det se ud til at blive en eftertragtet vare.

- Interessen var enorm, oplyser Blåkläder Danmark i en pressemeddelelse.

- I løbet af tilmeldingsperioden ansøgte mere end 2.500 gravide kvinder fra håndværker branchen om at teste graviditetsbukserne, lyder det videre.

Blåkläder lover, at arbejdsbukserne bliver både ’bløde, komfortable og slidstærke’, ligesom de også skal ’lette fysisk arbejde, så længe som muligt under graviditeten’.

Ultimative test
De frivillige kvinder er den sidste ultimative test for Blåkläders graviditetsbukser, for her kan testpiloterne afprøve bukserne i deres virkelige element og komme med feedback.

- I betragtning af, at kvinder er en minoritetsgruppe i branchen, og at de, der ansøgte, skulle være gravide, var 2.500 ansøgninger et meget stort antal. Vi er glade for den enorme interesse fra hele Europa. Det bekræfter vigtigheden af vores nye produktlancering, siger René Christiansen, Country Manager for Blåkläder Danmark, i pressemeddelelsen.

Testpiloterne blev udvalgt bredt på tværs af alder, geografisk placering og stadie af graviditeten.

Dette skal sikre, at bukserne testes i en lang række situationer og på maver af forskellige former og størrelser.

- Kommentarerne og feedback fra kvinderne i den afsluttende fase af testen er yderst vigtig for os. Vi ønsker at producere bukser, der virkelig er skræddersyet til denne målgruppe, siger Rose-Marie Näsström, produktudvikler hos Blåkläder.

- Internt har vi arbejdet på vores graviditetsbukser i mere end to år. Vi går aldrig på kompromis med kvalitet eller pasform, og vores mål har altid været at lancere graviditetsbukser, der er maksimalt bløde, komfortable og slidstærke, siger hun.

Blåkläders graviditets bukser kan købes i begyndelsen af 2020.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Testpilot: - De er enormt gode

Gravide Sidsel Albæk har været testpilot af de nye arbejdsbukser, og hun er meget imponeret. Privatfoto
Gravide Sidsel Albæk har været testpilot af de nye arbejdsbukser, og hun er meget imponeret. Privatfoto
 

Som anlægsgartner skal 31-årige Sidsel Albæk fra Nyborg bevæge sig meget, og når hun så samtidig er højgravid, giver det udfordringer.

Da hun faldt over et opslag på Facebook fra Blåkläder om, at de søgte frivillige, valgte hun at melde sig som testpilot af de nye arbejdsbukser til gravide.

– Jeg ansøgte, fordi jeg tænkte, at det kunne være sjovt. Det kunne være, det var nogle gode bukser, fortæller Sidsel Albæk til Ekstra Bladet.

Hun blev valgt som testpilot, og efterfølgende har hun testet bukserne et par måneder.

– De var enormt gode. Det er et dejligt, let materiale, så man kan bevæge sig. Det stykke, som sidder oppe over maven, er tyndt og meget elastisk, og derfor er der ikke noget ekstra stof, som er irriterende, siger Sidsel Albæk.

Tidligere har hun handlet i friluftsforretninger, når hun har skullet finde arbejdsbukser, fordi hun har oplevet, at mange arbejdsbukser er fremstillet i et for tungt og stift materiale.

– Det kan gå meget ud over ens arbejde, hvis man ikke kan udføre helt basale opgaver som at komme ned i knæ og at holde bukserne oppe. Sådan var de her bukser ikke, så jeg vil sige, at det været en succes, siger Sidsel Albæk.

Skærm

Hent flere
Hent flere