Er håndværkere ligeglade med sikkerheden i firmabilen?

Den generelle sikkerhed i håndværkernes firmabiler halter efter sikkerhedsniveauet i moderne personbiler – årsagen er en ringe efterspørgsel fra kunderne, mener ekspert

Sikkerheden er ofte noget, vi glemmer i firmabilen, og det kan gøre ondt i uheld. Her krøller Euro NCAP en Nissan e-NV200. Foto: Euro NCAP
Sikkerheden er ofte noget, vi glemmer i firmabilen, og det kan gøre ondt i uheld. Her krøller Euro NCAP en Nissan e-NV200. Foto: Euro NCAP

De varevogne, som mange håndværkere kører rundt i dagligt, har ikke samme sikkerhedsniveau som moderne personbiler. Det viser den seneste test fra Euro NCAP, et uafhængigt europæisk institut, som tester alle nye personbiler og en del varebiler. Årsagen til den kun halvgode sikkerhed i varevognene er at finde i kundernes efterspørgsel og prioritering, mener FDM's biltekniske ekspert.

- Der er tilsyneladende en manglende interesse hos dem, der køber bilerne. Hvis sikkerheden skal blive bedre, kræver det først og fremmest, at der kommer en efterspørgsel fra kunderne, fortæller Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM, motoristernes organisation.

Se også: Færre ulykker ved Metrobyggeriet i 2014

For at forstå, hvorfor sikkerheden i varevognene generelt er lavere, bliver man nødt til at se på det globale marked, som køretøjerne sælges i, forklarer Søren W. Rasmussen.

- Der er mindre fokus på sikkerhedsområdet i varevogne. Bilerne udvikles og sælges i mange forskellige markeder, hvor sikkerheden ofte er af mindre betydning, end den er i Danmark.

I Euro NCAP-testen crashtestede man den nye Renault Trafic/Opel Vivaro, og varevognen fik kun tre stjerner – en lav vurdering set i forhold til det generelle niveau hos personbiler. Så lav, at den ikke lever op til en anbefaling fra FDM, som kræver mindst fire stjerner i testen. Den testede Renault Trafic/Opel Vivaro var dog med mindre udstyr end danske biler, så en dansk bil ville formentlig have klaret testen bedre, da den har passagerairbag.

- De populære kassevogne byder på god indbygget sikkerhed i form af god plads i bilen, men ser man på mængden af sikkerhedsudstyr, er der langt op til niveauet for personbiler. Det er et problem, da der ofte er tale om biler, der fungerer som daglig arbejdsplads for medarbejdere, der ikke selv har haft indflydelse på valget af bilmodel og udstyr, siger Søren W. Rasmussen.

Kommer bag på mange håndværkere
Håndværkeren har spurgt flere håndværkere, hvordan de selv opfatter sikkerhed i firmabilen. Uno Apold står for indkøb og leasing af nye firmabiler i entreprisevirksomheden Grøn Entreprise A/S, og han prioriterer komfort, når der skal købes nye firmabiler til virksomheden.

Hos Uno Apold fra Grøn Enterprise tæller komforten mere end sikkerhed. Privatfoto
Hos Uno Apold fra Grøn Enterprise tæller komforten mere end sikkerhed. Privatfoto
 

- Vi fylder selvfølgelig op i henhold til vores arbejdspladsvurdering med ildslukker, førstehjælpskasse, sikkerhedsmapper, produktdatablade og så videre, men ud over det gør vi ikke noget i forhold til sikkerhed. Vores medarbejdere vægter komfort i de nyere biler, og det er det, vi går efter nu, fortæller Uno Apold.

Overrasket
Steffen Moos, administrerende direktør i total- og hovedentreprenørvirksomheden Moos A/S, er overrasket over, at mange varevogne ikke har samme sikkerhedsniveau som personbilerne.

Se også: Få håndværkere prioriterer efteruddannelse – selv om det kan ses på bundlinjen

- Hos Moos er sikkerhed en vigtig faktor. Det overrasker mig derfor at høre, at sikkerheden ikke er i top i mange varevogne. Generelt kigger jeg på, at medarbejderne skal have nogle fornuftige biler at køre i, siger han.

Hos Egerbyg prioriterer man medarbejdernes sikkerhed i bil højt. Alle kører VW Transporter T5 med ekstraudstyr, som hjælper i ulykker. Privatfoto
Hos Egerbyg prioriterer man medarbejdernes sikkerhed i bil højt. Alle kører VW Transporter T5 med ekstraudstyr, som hjælper i ulykker. Privatfoto
 

Hos tømrerfirmaet Egerbyg A/S er sikkerhed et af de vigtigste parametre, når man skal købe varevogne til medarbejderne. I øjeblikket kører medarbejderne rundt i en Volkswagen T5 Transport Kombi, som har scoret fire stjerner i Euro NCAP-testen, fortæller partner i firmaet Anders Eger Petersen.

- Vi går meget op i vores medarbejdere, da de er vores små guldklumper. Derfor er der airbags i både førersiden og passagersiden i alle biler, fortæller Anders Eger Petersen, som også køber ekstra sikkerhedsudstyr i form af sidebars og gitter i ruderne.

- Bilerne er udstyret med sidebars, som kan tage fra ved påkørsler fra siden. Desuden er der gitter ind til kabinen, så værktøj og materialer ikke flyver ind i kabinen ved uheld. Vi har en regel om, at medarbejderne ikke må have værktøj og andre ting liggende i kabinen, som kan flyve rundt, hvis man kører galt, forklarer han.

Skærm

Hent flere
Hent flere