Færre gik konkurs sidste år

2017 bød på færre konkurser i bygge- og anlægsbranchen, hvilket er positivt, men der er et men, lyder det fra Dansk Byggeri. Foto: Colourbox
2017 bød på færre konkurser i bygge- og anlægsbranchen, hvilket er positivt, men der er et men, lyder det fra Dansk Byggeri. Foto: Colourbox

Med de sidste konkurstal for 2017 i hus er det tid til at gøre status over året, der gik. Sammenlignet med 2016 var der et fald på 60 konkurser i bygge- og anlægsbranchen, hvilket svarer til syv procent.

- Et fald i antallet af konkurser i bygge- og anlægsbranchen på syv procent er i sig selv ganske flot, og der er tale om en god udvikling i forhold til 2016, siger Andreas Fernstrøm, analysechef i Dansk Byggeri, i en pressemeddelelse.

- Men - som altid er der et men. I slutningen af året steg antallet af konkurser, når man sammenligner med 2016, og i december var der det højeste antal konkurser i branchen nogensinde på en enkelt måned. Man skal dog ikke lægge alt for meget i en enkelt måneds tal, da konkurserne ikke falder efter et klart system, siger han.

Parakdoksalt
Hvis man undrer sig over, at der stadig er mange konkurser, når det ellers går godt i branchen, skal forklaringen findes i øget konkurrence.

- Det virker dog paradoksalt, at der er så mange konkurser i en tid, hvor aktiviteten stiger, og billedet umiddelbart er ganske positivt. Det hænger sammen med, at der stadig er så meget kamp om opgaverne i branchen, at det er svært for virksomhederne at skabe store overskud. Hvis noget så går galt, er der ikke nødvendigvis meget på kistebunden at stå imod med, siger Andreas Fernstrøm.

Udsigterne for 2018 er positive, lyder dommen fra Dansk Byggeri.

- Vores indre spåkone siger om 2018, at det tegner til at blive et år, hvor den største udfordring bliver at skaffe den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft. Det betyder samtidig, at vi går ind i et år, hvor vi forventer yderligere fald i antallet af konkurser i takt med den stigende aktivitet i branchen, slutter Andreas Fernstrøm.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere