Flere leaser kassevognen

Andelen af leasede varevogne steg i 2018 for tredje år i træk. Nu er fire ud af fem på leasingkontrakt, og ifølge importørerne frigør det penge til andre ting

Når håndværkere skal have nye biler i folden, vælger mange i dag at lease frem for at købe varebilen. Foto: Peugot
Når håndværkere skal have nye biler i folden, vælger mange i dag at lease frem for at købe varebilen. Foto: Peugot

Nogle investeringer er svære at komme udenom, hvis man vil have en forretning op at køre som nystartet selvstændig i håndværkerbranchen.

Værktøj, værksted og kontor – det kan hurtigt løbe op, og før man ved af det, er alle pengene låst fast i firmaets ejendomme. Og så er der lige det med arbejdsbilen, der også er en nødvendig, men ofte dyr udskrivning.

Der er dog en smutvej, og den har udviklet sig til at blive håndværkernes foretrukne måde at anskaffe sig nye varevogne på. Sidste år leasede danske firmaer 25.809 varevogne, hvilket svarer til hele 80 procent af alle nyregistreringer. 2018 var samtidig tredje år i træk, hvor andelen af leasede vogne steg i forhold til almindelige køb.

– Det er en udvikling, der har været undervejs i mange år, siger Ib Jakobsen, der er direktør for Volkswagen Erhvervsbiler i Danmark.

– Før i tiden købte håndværkere bare bilerne, og det gør jo, at du har en masse kapital bundet i dit firma. I dag tænker man, at det måske er mere smart at bruge de penge på at udvikle forretningen. Det giver en grad af budgetsikkerhed, siger han.

Dominerer markedet
Det er typisk de lidt større håndværkerbiler, der bliver leaset. Blandt de små biler er det nærmere 20 procent, der leases, så det er ifølge Ib Jakobsen helt tydeligt, at det er noget, håndværkerstanden har taget til sig.

Det billede er Sten Bonne Schwaner, salgschef for varebiler hos Peugeot, helt enig i. Han påpeger, at leasing har været den 'altdominerende finansieringsform' for virksomheder i mere end et årti.

– Når man ser på de virksomheder, der ikke leaser, er det typisk offentlige virksomheder, bilforhandlere, udlejningsselskaber samt nogle få, små erhvervsdrivende, siger han.

For Volkswagen drejer det sig især om modellerne Transporter og Crafter, mens Peugeot oplever stor leasing-efterspørgsel på varebilerne Partner, Expert og Boxer. Alle er robuste vogne med masser af volumen i varerummet.

Dårligt ry i nullerne
Da leasing for alvor blev udbredt omkring 2004-2005, fik det lidt af et dårligt ry indledningsvist.

Mange kunder oplevede, at de fik store efterregninger, når de afleverede bilerne tilbage efter nogle år, og derfor dalede interessen for leasing i en periode.

– Men alt det er der styr på i dag, og forholdene er blevet langt bedre. Tilliden er tilbage, og det viser tallene jo også, siger Ib Jakobsen fra Volkswagen Erhvervsbiler til Ekstra Bladet.

Bilforhandlerne får typisk en provision for hver kunde, de henviser til leasingfirmaerne.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tre gode råd til tvivleren

Det kan være svært at gennemskue, om det bedst kan betale sig at lease eller købe firmaets næste arbejdsvogn. Tilbud er der masser af, men det gør ikke altid valget nemmere.

Håndværkeren har talt med Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.

Han giver her tre gode råd til, hvad man bør overveje, inden man beslutter sig for at lease.

1. Kan du undvære likviderne?
Byggebranchen kan være økonomisk tung at danse med, så se på, om din sparegris er stor nok til almindelig drift og forretningsudvikling i virksomheden.

Hvis ikke, kan leasing være en god løsning, fordi udbetalingen er lille. Har du godt med mammon, kan der omvendt være penge at spare ved at købe bilen med det samme.

2. Hvor længe skal du bruge den?
Nogle leasingkontrakter kan gøre dig sårbar, fordi du bliver bundet til bilen i årevis. Mindre virksomheder bør især være påpasselige med at binde sig i for lang tid, hvis en enkelt ordre pludseligt kan ændre markant på behovet for en bil.

3. Beregn slutprisen
Hvor meget skal du lægge i førstegangsydelse? Hvad er den månedlige ydelse? Hvad kan du spare ved at ændre på bindingsperioden? Hvad sker der, når du afleverer bilen igen? Og hvordan er du stillet, hvis bilen beskadiges? Sæt dig ind i alle kontraktens detaljer, inden du skriver under.

Skærm

Hent flere
Hent flere