Det lyder sådan set fornuftigt nok, når man siger det: En genbrugsstation skal selvfølgelig bygges med genbrugsbeton. Men det er faktisk første gang i Danmark, den ambition bliver til virkelighed.
Det sker, når en stor, ny genbrugsstation skal bygges i Københavns Sydhavn. Stationen, der er tegnet af Bjarke Ingels Group, bliver udformet som et ottetal, der ligner, det er gravet ned i jorden.
Og støttemuren omkring anlægget bliver bygget af resterne fra en af Amagerværkets gamle skorstene.
Al stenfraktionen i murens beton vil være udskiftet med knuste sten fra skorstenen, der indtil for nylig tårnede 150 meter op over Amager. Dermed er projektet med til at skubbe grænserne for, hvor stor en del af materialerne fra byggebranchen, man kan genanvende.
- Det er et ambitiøst projekt, der rykker grænserne for, hvad vi kan med genbrugsbeton. Udviklingen inden for cirkulært byggeri er meget spændende, og vi vil gerne være med til at skubbe til den udvikling, siger Thomas Nielsen, der er chef for anlægsafdelingen i entreprenørfirmaet Züblin, til BygTek.dk og tilføjer:
- Standarden for genbrugsbeton er i dag på omkring 20 procent, men i dette projekt er vi helt oppe og bruge 40 procent genbrugsmaterialer. Det er desuden første gang i Danmark, at der anvendes genbrugsbeton i aggressiv miljøklasse (beton til udendørs byggeri, red.).
Strenge miljøkrav
Arbejdet med at pille den gamle skorsten ned gik så småt i gang i begyndelsen af året. Her hejste et nedrivningsfirma fra Randers en gravemaskine op på toppen af skorstenen, hvorfra den stille og roligt kunne gå i gang med at pille stykker af fra toppen og ned.
Forud for nedrivningsarbejdet skulle stenene dog både renses og klargøres for at leve op til de nødvendige miljøstandarder. Alene arbejdet med at fjerne malingen fra den 4500 kvadratmeter store skorsten tog tre måneder, men var nødvendigt på grund af malingens indhold af tungmetaller.
Og lige netop forureningen har været en vigtig faktor i et byggeprojekt med miljøudsyn, siger Theis Rasmussen, som er projektleder i Amager Ressource Center, der opfører stationen.
- Den største udfordring er at holde materialet pinligt rent gennem hele processen. Det er sindssygt vigtigt at alle led i processen respekterer, at det skal være et helt rent materiale, hvis det skal kunne genbruges, siger han til Ingeniøren.
Det nye anlæg skal efter planen stå færdigt i december 2018.