Guide: Få en sundere hverdag trin for trin

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Gennem mere end et årti har sundhedscoach Vibeke Lund, der er indehaver af coachingvirksomheden Sukkersheriffen, arbejdet på at give blandt andet håndværkere og mænd i byggebranchen en sundere livsstil.

Her giver hun sit bud på, hvordan man som håndværker kan gøre sin hverdag sundere.

Klokken 6 – Morgenmad
Der skal benzin på motoren inden en lang arbejdsdag. Til morgenmad er det derfor en rigtig god idé at spise en skål havregryn med mælk, for det mætter. For at holde blodsukkeret mere stabilt kan man i stedet for sukker toppe morgenmaden med en banan eller alternativt en håndfuld nødder.

Klokken 7 – Tag cyklen
Tag cyklen på arbejde, hvis det er muligt. Cykling er en rigtig god motionsform for håndværkere og andre med fysisk krævende jobs, fordi det modsat løb er mere skånsomt for blandt andet knæ, hofter og led.

Klokken 9 – Formiddagssnack
Mange håndværkere holder en pause på det her tidspunkt. I stedet for wienerbrød og basser bør man her sætte tænderne i en rugbrødsmad og gerne med ost.

Klokken 10 – Små øvelser
For at undgå overbelastninger og forebygge slid og skader kan man i løbet af dagen lave en række små, simple øvelser og styrketræningsøvelser, der gavner led, lænd og nakke. På YouTube kan man finde en række instruktionsvideoer.

Klokken 12 – Frokost
Mange håndværkere er i forvejen gode til at spise rugbrødsmadder til frokost, og det skal de også blive ved med, fordi det mætter og er fyldt med kostfibre. Men i stedet for forarbejdet kødpålæg som rulle- og spegepølse, bør man spise ost eller fiskepålæg. Makrel, tun og torskerogn er gode bud, da de er rige på næringsstoffer.

Klokken 13 - Hæld vand på
Sluk altid tørsten i vand i stedet for energidrik eller sodavand, der sender blodsukkeret på en rutsjetur.

Klokken 14 – Eftermiddagssnack
Sørg altid for at have et par skrællede gulerødder eller gulerodsstave med i en frysepose til den lille sult. Agurkestave, cherrytomater eller peberfrugter er også udmærkede mellemmåltider, og er blodsukkeret på vej ned, så snup et æble i stedet for en chokoladebar.

Klokken 16 – Fyraften
Mange har større tilbøjelighed til at være fysisk aktiv umiddelbart efter fyraften, for når man først har smidt sig i sofaen derhjemme, er det svært at komme op igen. Derfor kan det være en god idé at aftale en gå-, cykel- eller løbetur med kollegerne lige efter arbejde.

Skærm

Hent flere
Hent flere