Håndværkere skal betale for Københavns klimaambitioner

Københavns kommune vil være CO2-neutrale. Derfor stiller de nu krav om grøn transport til kommunens leverandører. Samtidig mener kommunen ikke, at det bliver nødvendigt at betale for det

Fra 2020 skal mange håndværkere køre grønne biler for at få lov at byde på kommunale opgaver for Københavns Kommune. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Fra 2020 skal mange håndværkere køre grønne biler for at få lov at byde på kommunale opgaver for Københavns Kommune. Arkivfoto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Fra 2020 skal mange håndværkere køre i grønne biler, hvis de vil levere ydelser til Københavns Kommune. Her skal kommunen forhandle nye kontrakter omkring en række ydelser til kommunen, og her bliver det et krav, at der skal køres i grønne køretøjer.

I første omgang er det mindre køretøjer, person- og varebiler, som skal være grønne for at kunne levere til Københavns Kommune. På sigt vil større køretøjer, som lastbiler og busser, også skulle være grønne. Københavns Kommune definerer et grønt køretøj som el-, biogas-, brint- eller plug-in-hybrid-biler.

I sagsfremstillingen fra marts 2019, hvor kravet blev vedtaget, står der skrevet, at det ikke forventes, at kravet får væsentlig økonomisk betydning for hverken kommunen eller leverandørerne.

Vil indgå i markedsdialog
Ekstra Bladet har spurgt Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, hvordan de kommer frem til, at den grønne omstilling ikke vil koste noget for hverken dem eller leverandørerne. Elbiler er stadig væsentligt dyrere end benzindrevne biler.

Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune har kun ønsket at medvirke i et interview, hvis det kunne foregå på skrift.

– Hvordan er I kommet frem til, at hverken kommunen eller leverandører vil blive påvirket væsentligt økonomisk?

– Når vi skal fastsætte konkrete miljøkrav i en kontrakt, vil det blive gjort på baggrund af såkaldte markedsdialoger, hvor vi taler med leverandørerne, inden en opgave sendes i udbud. På den måde vil vi sammen med leverandørerne afklare, hvilke miljøkrav den pågældende branche og teknologiske udvikling kan bære på det givne tidspunkt, skriver David Salomonsen, CSR (Corporate Social Responsibility red.)-chef i Københavns Kommune, i et mail-svar.

De skal køre grønt
Det er bestemt af Københavns Kommune, at låsesmede, elektrikere og vinduespudsere skal levere varer og ydelser i grønne køretøjer allerede fra starten af det nye år.

Københavns Kommune har hvert år berøring med over 100 håndværkervirksomheder, som samlet har en omfattende bilpark.

Ifølge Københavns Kommunes egen undersøgelse er det kun en forsvindende lille del af disse køretøjer, som kører på el, biogas eller er plug-in-hybrider.

Undersøgelsen peger selv på, at en af grundene til, at håndværkere stadig primært kører i benzin- og dieselbiler, er, at der hos danske bilforhandlere endnu ikke findes et udbud af varebiler, der kan laste nok til at rumme fornødent værktøj og materialer. Københavns Kommune indkøber håndværkerydelser for omkring 490 millioner kroner årligt.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Grønne krav til håndværkere vækker bekymring

Foto: Ekstra Bladet
Foto: Ekstra Bladet
 

Hos SMVdanmark, som er brancheorganisation for små og mellemstore virksomheder, giver kommunalpolitikernes opfindsomhed, når det kommer til at stille krav til leverandørerne, antræk til bekymrede miner.

– På landsplan er vi bekymrede for, at hver enkelt kommunalbestyrelse sidder og får gode idéer til krav, de vil stille til udbud. Det betyder, at virksomheder, der arbejder på tværs af landet, hele tiden skal forholde sig til særlige ønsker udover pris og kvalitet, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark, til Ekstra Bladet.

SMVdanmark ønsker, at der kommer nogle overordnede retningslinjer for kommunerne, så de ikke kan lave forskellige krav.

SMVdanmark mener, at det skaber en ulige konkurrencesituation, da små og mellemstore virksomheder ikke har ressourcerne til at byde ind på udbud med høje krav.

Hvis de for eksempel investerer i dyrere biler, vil prisen på den ydelse, de leverer, også blive dyrere, og så bliver det sværere at konkurrere på det marked, som ikke stiller de krav. Jakob Brandt peger på, at sagen fra Københavns Kommune er et eksempel på netop dette.

– Det bliver ejeren af den lille virksomhed, som skal betale for borgmesterens CO2-ambitioner. Vi synes ikke, det er fair. Det er fair, at det er de bredeste skuldre, der bærer, men så må det blive alle borgerne i Københavns Kommune, der dækker den merudgift, det koster at blive klimaneutral, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMVdanmark.

Ifølge Jakob Brandt er flere af medlemmerne i SMVdanmark på udkig efter grøn transport, når de skal investere i nye køretøjer. Men teknologien er ikke der, hvor pris og ydelse, som for eksempel rækkevidde på el-biler, hænger sammen.

– Om to-tre år så er jeg ikke tvivl om, at teknologien bliver bedre. Så begynder håndværkerne selv at vælge dem. Lige så snart markedet er der, skal de nok komme med, siger Jakob Brandt.

Mest læste i Forbrug
Seneste i Forbrug
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere