Højsæson for hjorte: Det skal du gøre, når du møder dem i trafikken

Hjortene optræder ofte i flok og gerne, når solen er ved at gå ned

Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Maj er statistisk set en farlig måned for både de danske trafikanter og de danske hjorte.

Den sidste forårsmåned er højsæson for antallet af påkørsler af hjorte.

Det kan have store konsekvenser for både dig som trafikant og hjorten, hvis du ikke når at undvige, når de pludselig løber på tværs af vejen.

Men hvad kan du som bilist gøre for at undgå de farlige situationer?

Først og fremmest skal man gøre sig klart, at man kan risikere at møde en hjort alle vegne.

- Man deler landskabet med de vilde dyr, når man kører i trafikken. Så man skal vide, at man kan møde hjorte alle vegne - også på motorveje, hvor der er sat vildthegn op, fortæller Marianne Ujvari, der er biolog hos Vejdirektoratet, til Ekstra Bladet.

- Samtidig kan man risikere at møde dem på alle tider af døgnet, men det er med at være særlig opmærksom ved solopgang og solnedgang, siger hun.

Hvis du eksempelvis ser en hjort, som løber på tværs af vejen længere fremme, når du kommer kørende, kan det være en god idé at tage foden fra speederen.

- Hjorte færdes i flok, så hvis man ser én, så kommer der nok en eller flere, og så er det godt at have lettet foden fra speederen, lyder rådet fra biologen.

Ser du sådan et skilt, er det en god ide at være på vagt, så du er klar til at undvige, hvis en hjort springer ud. Foto: Colourbox
Ser du sådan et skilt, er det en god ide at være på vagt, så du er klar til at undvige, hvis en hjort springer ud. Foto: Colourbox
 

Græsser i rabatten
Risikoen for at møde en hjort eller andet vildt er særlig stor på veje, som løber gennem skove eller ved skovbryn.

- Rådyrene står gerne i rabatten og græsser. Der er nemlig dejligt, nærende græs for dem - særligt nårgræsset i rabatten er blevet slået og nyt spirer frem, er der god næring for rådyrene, siger Marianne Ujvari.

Ifølge hende kan man godt lære sig selv at være opmærksom på, hvor dyrene er.

- Hvis dyrene står rigtigt, kan man se et lysglimt i deres øjne, og selvom det er en lille detalje i det store billede, når man kommer kørende, kan man godt træne sig til at holde øje med det, siger hun.

Vejdirektoratets gode råd til at undgå påkørsler af vildt i trafikken. Grafik: Vejdirektoratet
Vejdirektoratets gode råd til at undgå påkørsler af vildt i trafikken. Grafik: Vejdirektoratet

Se også: 38.000 kvm byggecenter skal skærpe konkurrencen

Hvis uheldet er ude
Selvom man følger de gode råd og forsøger at være opmærksom på hjorte i trafikken, kan det som bekendt godt gå galt alligevel.

Og hvad gør man så?

- Man skal markere i noget bevoksning eller lignende ved at hænge en plastikpose eller en klud op, så man viser, hvor påkørslen er sket.

- Det er vigtigt, at man lader dyret ligge, uanset om det er skadet eller ej - i stedet skal man ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812, fordi de kan sende professionel hjælp i form af schweisshundeførere ud, som kan opspore de skadede dyr og aflive dem på en professionel måde, hvis der er behov for det, siger Marianne Ujvari.

I Vejdirektoratet forsøger de at tage forholdsregler, så uheldene mellem trafikanter og dyrevildt bliver færre.

- Vi bygger faunapassager, så de store flokke ledes over eller under vejene, og vi sætter hegn op langs større veje, hvor risikoen er størst, fortæller Marianne Ujvari, der ser stort potentiale i de mere og mere intelligente biler, som blandt andet får systemer, der selv kan opdage dyrevildt på vejen forude.

Skærm

Hent flere
Hent flere